Den 16. august 2010
P R E S S E M E D D E L E L S E
Højesteret har i dag afsagt domme i to sager om erstatning for tab af erhvervsevne til to kvinder, der begge blev udsat for en arbejdsulykke, og som på ulykkestidspunktet arbejdede på deltid.
Spørgsmålet var, hvorledes erstatningen skal fastsættes i en situation, hvor en kvinde efter gennem nogle år at have arbejdet på fuld tid går ned i arbejdstid for at få tid til at passe mindre børn og derefter bliver ramt af en arbejdsulykke, med den følge at hun nu ikke længere ville kunne arbejde på fuld tid.
Højesteret fastslår, at hvis skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte – uden skaden – kunne arbejde på fuld tid. At skadelidte på ulykkestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.
Højesteret fastslår endvidere, at den årsløn, der indgår ved udmålingen af skadelidtes erhvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, såfremt skadelidtes ansættelse på nedsat tid må anses for at være af midlertidig karakter.
Begge kvinderne fik derfor medhold i, at deres erstatning skulle beregnes ud fra, at de kunne arbejde på fuld tid.
Ved Højesterets behandling deltog 7 dommere. Dommene er enstemmige.
Den ene af de afgjorte sager angår A, der på skadestidspunktet i 1995 arbejdede som dagplejepædagog med en ugentlig arbejdstid på 30 timer. Hun havde tre børn, der på dette tidspunkt var henholdsvis 2, 6 og 8 år. Indtil 1990 havde A i det væsentlige arbejdet på fuld tid.
Højesterets afgørelse i denne sag er begrundet således:
Ved fastsættelse af en erhvervsevnetabsprocent efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32, stk. 1 og 2 (den gældende lovs § 17, stk. 1 og 2) skal der foretages en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmæssige muligheder uden og med skaden. I denne prognose indgår ikke kun skadelidtes arbejdskapacitet i tidsmæssig henseende, men også andre forhold, herunder efter omstændighederne udsigt til forfremmelse.
På skadestidspunktet i februar 1995 arbejdede A som pædagog på deltid (30 timer om ugen). Hendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde var imidlertid ikke forringet forud for skaden, og der skal derfor ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at hun kunne arbejde på fuld tid. At hun på skadestidspunktet ikke udnyttede sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.
Det kan heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret anses for godtgjort, at A ville være blevet ansat som souschef, hvis hun ikke havde været udsat for arbejdsskaden. Afgørende bliver derfor, hvorledes skaden har forringet hendes mulighed for at arbejde som pædagog og opnå den hermed forbundne indtjening.
Det er ubestridt, at en ugentlig arbejdstid på 21,5 timer er udtryk for As erhvervsevne efter arbejdsskaden. Denne arbejdstid skal efter det anførte sættes i forhold til en fuld ugentlig arbejdstid på 37 timer, og Højesteret tiltræder derfor, at erhvervsevnetabet skal fastsættes til 40 %. I dette omfang tages As påstand 1.2 til følge.
Ved udmålingen af erstatning for erhvervsevnetab indgår som angivet i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 5 (den gældende lovs § 17, stk. 6) skadelidtes årsløn opgjort efter § 41 (den gældende lovs § 24). Årslønnen skal enten opgøres efter § 41, stk. 1, 1. pkt., som skadelidtes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden eller fastsættes efter et skøn i medfør af 2. pkt. Årslønnen skal afspejle værdien af skadelidtes arbejdskraft på skadestidspunktet og skal derfor ansættes skønsmæssigt i situationer, hvor indtjeningen i de seneste 12 måneder før skaden ikke giver et retvisende billede heraf, bl.a. når særlige ansættelsesforhold gør sig gældende.
A arbejdede indtil 1990 i det væsentlige på fuld tid, og det må lægges til grund, at det skyldtes hendes familiemæssige situation med mindre børn, at hun i tiden herefter var ansat på deltid. Det må på denne baggrund anses for tilstrækkelig godtgjort, at hendes ansættelse på nedsat tid alene var af midlertidig karakter, og at hun, når børnene blev større, igen ville være begyndt at arbejde på fuld tid, hvis hun ikke var blevet udsat for arbejdsskaden. Højesteret tiltræder, at hendes årsløn under disse omstændigheder i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling.
Det følger af det foran anførte, at der ved fastsættelsen af årslønnen ikke kan tages udgangspunkt i lønnen for en souschef, og årslønnen skal herefter som anført af landsrettens flertal fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsansat dagplejepædagog. Højesteret tager herefter As påstand 2.3 til følge.
Thi kendes for ret:
Ankestyrelsen skal anerkende, at As erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken den 10. februar 1995 udgør 40 %, og at hendes årsløn skal fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsansat dagplejepædagog med den anciennitet, som hun havde på tidspunktet for arbejdsskadens indtræden.
Landsrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Ankestyrelsen betale 60.000 kr. til statskassen.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.