28. februar 2007
P R E S S E M E D D E L E L S E
Højesteret har i dag afsagt dom i sagen, hvor en kvinde blev dræbt og hendes mand forsøgt dræbt af kvindens bror ved skud med en revolver på banegårdspladsen i Slagelse. Det skete efter ordre fra kvindens far. Yderligere syv personer medvirkede ved drabet og drabsforsøget.
Højesteret stadfæster landsrettens strafudmåling. Faderen er således idømt fængsel på livstid og broderen idømt 16 års fængsel. De øvrige er idømt fængselsstraffe fra 8 til 16 år.
Højesteret stadfæster endvidere udvisningen af to dømte, men ændrer landsrettens dom således, at endnu en person udvises.
Højesterets præmisser lyder:
”Anklageskriftets forhold 3.a. – 9.b. og de hertil svarende spørgsmål til nævningerne må klart forstås således, at de tiltalte anklages for ved de beskrevne handlinger at have medvirket til drabet og drabsforsøget begået af tiltalte 1, også selv om ordet medvirken ikke er nævnt, og det må anses for utvivlsomt, at både de tiltalte og nævningerne har forstået tiltalen og spørgsmålene på denne måde. De frifindelsespåstande, der er nedlagt af tiltalte 4, tiltalte 7 og tiltalte 9, kan derfor ikke tages til følge.
Retsformandens resumé og retsbelæring var ikke behæftet med fejl eller mangler, der kan medføre ophævelse af dommen eller frifindelse i forhold 1.c.
Seks dommere – Torben Melchior, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Jens Peter Christensen og Michael Rekling – udtaler herefter:
Af de grunde, der er anført af landsretten, finder vi, at straffen af fængsel på livstid for tiltalte 1 er passende bestemt, at der ikke er grundlag for at forhøje straffen for tiltalte 2 fra fængsel i 16 år til fængsel på livstid, og at der ikke er grundlag for at nedsætte straffene for de øvrige tiltalte.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder vi, at påstandene om udvisning af tiltalte 3 og tiltalte 8 er taget til følge.
Tiltalte 9 er født i 1970 i Pakistan. Sammen med sin mor kom han i 1971 til Danmark, hvor hans far havde taget ophold. I 1980 flyttede familien til Pakistan, hvor tiltalte 9 kom i skole. Familien vendte i 1988 tilbage til Danmark, hvor tiltalte 9 har boet siden. Han har taget folkeskolens afgangsprøve og har gået et år på handelsskole. Han taler dansk, og han har været beskæftiget i Danmark efter sin uddannelse. Han har været i Pakistan en eller to gange om året tre til fem uger ad gangen, og han har en søster i Pakistan. I 1994 blev han gift. Ægtefællen, som er af pakistansk oprindelse, er britisk statsborger. Hun flyttede i 2004 til Pakistan med deres to mindreårige børn og fødte dér deres tredje barn. Hun er i januar 2006 flyttet tilbage til Danmark med børnene. Tiltalte 9 har således en stærk tilknytning til Danmark. Når imidlertid henses til karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet finder vi, at han – der har en betydelig tilknytning til Pakistan – bør udvises med indrejseforbud for bestandig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at tiltalte 9 er omfattet af EU-reglerne om udvisning af EU-statsborgere m.v.
Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom med den ændring, at tiltalte 9 udvises med indrejseforbud for bestandig.
Dommer Peter Blok udtaler:
Jeg er enig i, at der ikke er grundlag for at ændre de straffe, som landsretten har fastsat for tiltalte 1 og tiltalte 2.
Derimod stemmer jeg for, at straffen for hver af de øvrige tiltalte nedsættes med 2 år, således at tiltalte 3 straffes med fængsel i 12 år, tiltalte 4 med fængsel i 8 år, tiltalte 5 med fængsel i 14 år, tiltalte 6 med fængsel i 14 år, tiltalte 7 med fængsel i 6 år, tiltalte 8 med fængsel i 12 år og tiltalte 9 med fængsel i 8 år.
Ligesom flertallet stemmer jeg for at stadfæste afgørelserne om udvisning af tiltalte 3 og tiltalte 8.
Tiltalte 9 har som anført af landsretten haft en mindre frem-trædende rolle i forbrydelserne. Han, der nu er 36 år gammel og langt størstedelen af sit liv har levet i Danmark, er efter det oplyste velintegreret i det danske samfund, og han har ægtefælle og tre mindreårige børn i Danmark. På denne baggrund finder jeg, at der foreligger omstændigheder, som – uanset karakteren og grovheden af de begåede forhold – afgørende taler imod, at påstanden om udvisning tages til følge, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, og jeg stemmer derfor for at stadfæste landsrettens afgørelse om frifindelse for denne påstand.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.”