Den 14. september 2007
P R E S S E M E D D E L E L S E
Dom i sag om prisfastsættelse ved salg af et kolonihavehus
Højesteret har i dag afsagt dom i en sag om salg af et kolonihavehus. Spørgsmålet var, om sælger havde været berettiget til at kræve en højere pris, end den der følger af Kolonihaveforbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser.
Kolonihaveforbundet havde udtalt sig til støtte for købernes synspunkt om, at sælger skal tilbagebetale den forlangte overpris.
Højesteret giver køberne medhold i, at sælger var bundet af Kolonihaveforbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser og derfor skal tilbagebetale overprisen på ca. 133.000 kr.
I Højesterets begrundelse for afgørelsen, der stadfæster en afgørelse truffet af Østre Landsret, siges det bl.a.:
”Pkt. 13 i den aftale, hvorved Kolonihaveforbundet for Danmark genudlejede arealet til haveforeningen Højvænge, bestemmer, at haveforeningen med samtlige dens medlemmer skal være medlem af forbundet og den kreds, hvorunder foreningen hører, at foreningen er pligtig at holde sig enhver bestemmelse efterrettelig, som forbundet og/eller kreds lader fastsætte gennem deres kompetente forsamlinger, og at foreningens vedtægt ikke må være i strid med de bestemmelser, foreningen er pålagt. Bente Ørtoft Christiansen var dermed som medlem af såvel Højvænge som Kolonihaveforbundet ved afhændelsen af kolonihaven forpligtet til at respektere de bestemmelser herom, som var fastsat af forbundet.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i Kolonihaveforbundets vedtægter, at forbundets mål søges opnået ved bl.a. at modvirke enhver form for kapitalvinding i forbindelse med medlemmers afhændelse af haverne gennem udarbejdelse af retningslinjer på landsbasis for haveafhændelser. Ifølge vedtægternes § 7, stk. 8, må ingen kolonihave overdrages/sælges, uden at vurdering har fundet sted. Disse vedtægtsbestemmelser må forstås på den måde, at en vurdering er bindende, således at salgsprisen ikke må overstige vurderingsbeløbet. Dette fremgår også af forbundets ”Hovedbestemmelser omfattende haveafståelser i kolonihaveområderne” fra 2001, som herudover bl.a. præciserer, at vurderingen alene omfatter bebyggelse, anlæg og beplantning, og at salg af bebyggelsen ikke kan betinges af samtidigt køb af indbo og/eller redskaber.
Det må efter Ivan Larsens og Mads Kofods forklaringer og det i øvrigt foreliggende lægges til grund, at disse vurderings- og maksimalprisbestemmelser for haveforeninger tilknyttet Kolonihaveforbundet har været anvendt i Københavnsområdet og Århusområdet siden 1960’erne og i den øvrige del af landet fra 1980’erne. § 10 i haveforeningen Højvænges vedtægter, som er vedtaget den 9. oktober 1984, må da også antages at være en gentagelse af de bestemmelser, som forbundet havde fastsat. Højesteret finder ikke grundlag for at antage, at forbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser, der således har været anvendt gennem en lang årrække, ikke skulle være gyldigt vedtaget af forbundets kompetente organer.
Der er ikke noget grundlag for at anse maksimalprisordningen for stridende mod grundlovens § 73 eller mod art. 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det følger af pkt. 13 i genudlejningsaftalen, at forbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser ville gælde for haveforeningen Højvænge, selv om de ikke havde været gentaget i foreningens vedtægter. Bente Ørtoft Christiansens indsigelse om, at § 10 i haveforeningens vedtægter ikke er gyldigt vedtaget, kan allerede af denne grund ikke tillægges betydning.
Det må lægges til grund, at visse haveforeninger tilknyttet Kolonihaveforbundet, herunder haveforeningen Højvænge, gennem nogle år forud for Bente Ørtoft Christiansens salg af kolonihaven i 2004 ikke havde efterlevet forbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser. Der er ikke grundlag for at fastslå, at forbundet på noget tidspunkt har accepteret denne praksis, og den kan ikke medføre, at forbundets bestemmelser helt eller delvis anses for bortfaldet.
Ved Bente Ørtoft Christiansens salg af kolonihaven blev bebyggelse, beplantning og foreningsmæssig værdi vurderet til i alt 91.057,51 kr. Der er enighed om, at værdien af det medfølgende løsøre kan ansættes til 30.000 kr. Ved at aftale en samlet købesum på 255.000 kr. har Bente Ørtoft Christiansen således opnået en uberettiget overpris på 133.943 kr. svarende til påstandsbeløbet. Kolonihaveforbundets vurderings- og maksimalprisbestemmelser var som nævnt bindende for Bente Ørtoft Christiansen, og efter bestemmelsernes karakter og formål finder Højesteret, at de kan gøres gældende af Jette Kristensen og Freddy Lohse som købere med den konsekvens, at den betalte overpris skal tilbagebetales.”