Hop til indhold

Bevisbyrden for momsfrie salg af biler ikke løftet  

U2008.2747H sag nr. 322/2007

Dom afsagt den 2. september 2008

AB Biler ApS
mod
Skatteministeriet

AB Biler ApS drev en forretning med køb og salg af brugte varebiler. Selskabet undlod i perioden 1999-2003 at afregne moms af en række bilsalg, idet selskabet i henhold til de udarbejdede fakturaer gjorde gældende, at bilerne var solgt til købere i andre EU-lande eller uden for EU. Skattemyndighederne konstaterede imidlertid efterfølgende, at den overvejende del af disse biler efter selskabets salg var blevet indregistreret i Danmark. Dertil kom, at AB Biler ApS i perioden 2001-2003 angav at have solgt 14 biler til direktørens sønner, som var ansat i selskabet. Bilerne var angivet som solgt til sønnerne til indkøbsprisen eller med en mindre avance. Efterfølgende blev bilerne videresolgt til tredjemand med en større avance, uden at selskabet afregnede moms i den anledning.

Landsskatteretten traf i november 2005 afgørelse om, at AB Biler ApS skulle betale fuld moms såvel af de bilsalg, som var angivet som sket til købere i andre EU-lande eller uden for EU, som af de bilsalg, der angiveligt var foretaget af direktørens sønner. AB Biler ApS anlagde sag mod Skatteministeriet, idet selskabet var af den opfattelse, at der ikke skulle betales moms af de skete salg med undtagelse af de salg, hvor biler angiveligt solgt til købere i andre lande var konstateret indregistreret i Danmark. Dertil kom, at der efter selskabets opfattelse under alle omstændigheder kun skulle beregnes brugtmoms af de momspligtige salg.

Højesteret frifandt Skatteministeriet. Højesteret udtalte blandt andet, at AB Biler ApS ikke havde godtgjort, at de biler, der var angivet solgt til tredjelande, og som ikke var konstateret indregistreret i Danmark, var udført til tredjelandet. For så vidt angik de biler, der var angivet solgt til andre EU-lande, og som ikke var konstateret indregistreret i Danmark, var der hverken fremlagt dokumentation for, at bilerne var forsendt eller transporteret til EU-landet eller for, at erhververen var registreret for merværdiafgift. Der var desuden ikke foretaget pligtige listeindberetninger af disse salg. AB Biler ApS havde således ikke løftet bevisbyrden for, at disse leverancer var momsfrie. For så vidt angik salget af de biler, der var angivet som solgt af direktørens sønner, udtalte Højesteret efter en nærmere gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen, at bilerne måtte anses som solgt af AB Biler ApS. Endelig udtalte Højesteret, at betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen ikke var opfyldt.

Landsretten var nået til samme resultat.   

Til top Sidst opdateret: 06-03-2009 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorFax: 33150010seperatorEmail: post@hoejesteret.dk