Domme afsagt den 8. juni 2009.
Sag 313/07
Cepheus Ejendomme A/S
mod
Lene Damkjær,
Ole Dallris,
Anne Marie Malling Olsen og
Erling Laursen
og
Sag 236/2008
Anders Brincker,
Børge Hansen og
Hans Andersen
mod
Odense Finansieringsselskab A/S
Udlejeres varsling af lejeforhøjelse i henhold til boligreguleringsloven § 7, stk. 1, var gyldige, selv om de ikke indeholdt oplysning om ejendommens lejeindtægter.
To udlejere, Cepheus Ejendomme A/S og Odense Finansieringsselskab A/S, havde hver især varslet huslejestigninger over for en række lejere i medfør af boligreguleringslovens § 7, stk. 1, hvorefter en udlejer kan forlange lejeforhøjelse til udligning af forskellen, hvis lejen ikke kan dække ejendommens nødvendige driftsudgifter og afkastningen af ejendommens værdi.
Lejerne havde i begge tilfælde gjort indsigelse imod lejeforhøjelsen under henvisning til, at varslingerne ikke indeholdt oplysning om ejendommens lejeindtægter. De anførte herved, at det efter boligreguleringslovens § 12, stk. 1, er en gyldighedsbetingelse, at krav om lejeforhøjelse indeholder bl.a. oplysning om ”lejeforhøjelsens størrelse og beregning”, og at dette udtryk må forstås således, at udlejer udover oplysning om ejendommens udgifter også skal give oplysning om ejendommens lejeindtægter.
Højesteret gav ikke lejerne medhold. Højesteret bemærkede bl.a., at det ved Højesterets dom i UfR 2002 side 356 blev fastslået, at bedømmelsen af, om betingelserne for lejeforhøjelse er opfyldt, skal ske på grundlag af en samlet opgørelse for hele ejendommen, således at de nødvendige driftsudgifter og afkastningen af ejendommens værdi skal sammenholdes med de samlede lejeindtægter med fradrag af den del heraf, som efter særlig hjemmel kan holdes uden for opgørelsen. Efter boligreguleringslovens § 12, stk. 1, skal et krav om lejeforhøjelse efter § 7, stk. 1, indeholde oplysning om lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning. Oplysninger om ejendommens lejeindtægter har betydning for vurderingen af, om betingelserne efter § 7, stk. 1, for lejeforhøjelse er opfyldt, men vil i hvert fald i almindelighed ikke have betydning for selve beregningen af den omkostningsbestemte leje, idet denne beregning er baseret på udgiftsbudgettet. Selv om dommen i UfR 2002 side 356 alene fastslog, hvad der også hidtil havde været den overvejende opfattelse, har man ikke forud for denne dom i praksis været inde på, at boligreguleringslovens § 12, stk. 1, kunne forstås således, at der i varslingsskrivelsen tillige skulle gives oplysning om ejendommens lejeindtægter. Således indeholder den standardblanket til brug for varsling af omkostningsbestemt huslejeforhøjelse, som blev udarbejdet af Bygge- og Boligstyrelsen i 1996, ingen rubrik til oplysning om ejendommens lejeindtægter. På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke foreligger det fornødne sikre grundlag for at fastslå, at pligten efter boligreguleringslovens § 12, stk. 1, til i varslingsskrivelsen at oplyse om lejeforhøjelsens beregning tillige omfatter en pligt til at oplyse om ejendommens lejeindtægter.
Højesteret stadfæstede herefter dommen i sag 236/08 og hjemviste sag 313/07 til Huslejenævnet til realitetsbehandling.