Dom afsagt den 26. juni 2009
If Skadeforsikring
mod
A
A, der havde tegnet en ulykkesforsikring hos If Skadeforsikring, pådrog sig i 1995 skader på venstre hånd. I forsikringsbetingelsernes punkt 9 fremgik det under overskriften ”Voldgift”, at invaliditetsgradens størrelse endeligt skulle fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen, hvis afgørelse var bindende for begge parter.
Arbejdsskadestyrelsen fastsatte i 1997 A’s méngrad til 10 %. I 2001 og 2002 forhøjede Arbejdsskadestyrelsen méngraden til henholdsvis 18 % og 20 %. Forsikringsselskabet udbetalte i alle tilfælde erstatning i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vurderinger. Efter at Arbejdsskadestyrelsen havde forhøjet méngraden til 45 % i A’s arbejdsskadesag, fremsatte A krav om yderligere erstatning. I 2006 vurderede Arbejdsskadestyrelsen herefter sagen på ny og fastsatte det varige mén til 35 % i ulykkesforsikringssagen.
Det var under sagen ubestridt, at A som følge af ulykken i 1995 var påført et varigt mén på 35 %, men forsikringsselskabet afslog at udbetale yderligere erstatning under henvisning til, at betingelserne for at genoptage sagen ikke var opfyldt. Forsikringsselskabet gjorde i den forbindelse gældende, at sagen alene kunne genoptages, hvis var indtrådt en uforudset, væsentlig forringelse af helbredstilstanden, jf. § 11 i den dagældende erstatningsansvarslov.
Højesteret udtalte, at det følger af forsikringsaftalelovens § 120, at en ulykkesforsikring også omfatter skadelige følger, som først viser sig senere, og at en fravigelse heraf måtte forudsætte en klar og utvetydig aftale. Højesteret fandt, at der ikke i forsikringsbetingelsernes punkt 9 var holdepunkter for en forståelse, som gav forsikringstager en ringere retsstilling end efter forsikringsaftalelovens § 120, herunder indfortolkning af et krav om, at genoptagelse i overensstemmelse med den tidligere bestemmelse herom i erstatningsansvarslovens § 11 var betinget af, at der var indtrådt en uforudset, væsentlig forringelse af helbredstilstanden. Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om invaliditetsgraden, afskar således ikke forsikringstageren fra at forlange en fornyet afgørelse herom med henvisning til nye oplysninger. Da der ikke var oplyst omstændigheder, som gav grundlag for ikke at anse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorved méngraden blev forhøjet fra 20 % til 35 %, for bindende for begge parter i overensstemmelse med punkt 9 i forsikringsbetingelserne, tog Højesteret A’s påstand om yderligere erstatning til følge.
Landsretten var nået til samme resultat.