Dom afsagt den 9. januar 2012.
Rigsadvokaten
mod
T
Tysk taxichauffør idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af udlændingeloven, idet det blev lagt til grund, at det fornødne forsæt forelå
Tiltalte (T) var tysk statsborger og taxivognmand. Han havde ingen tilknytning til Danmark. Som led i sit erhverv kørte han i december 2007 fra Hamborg til Danmark med 3 afghanske statsborgere, der ikke havde lov til at indrejse og opholde sig i Danmark.
T var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, hvorefter den, der forsætlig bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. I by- og landsret blev han idømt fængsel i 40 dage herfor.
Højesteret udtalte, at udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, måtte forstås således, at bestemmelsen også finder anvendelse på en taxichauffør, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet. Dette gælder, selv om bistanden skete gennem en sædvanlig personbefordring som led i erhvervsudøvelsen.
Højesteret kunne ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldsspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. Højesteret kunne imidlertid tage stilling til, om landsretten havde anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som var lagt til grund af landsretten, herunder vedrørende Ts subjektive forhold, kunne begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 3. Uanset landsrettens udtalelse om, at det var ”ubetænkeligt at fastslå, at det for tiltalte var en nærliggende mulighed, at passagererne ikke lovligt kunne indrejse i Danmark”, anførtes det ikke i landsrettens begrundelse, at landsretten havde lagt til grund, at T indså, at det var overvejende sandsynligt, at passagererne ikke lovligt kunne indrejse i Danmark (sandsynlighedsforsæt). Det kunne derfor ikke lægges til grund, at landsretten har antaget dette. Landsrettens præmisser måtte herefter forstås således, at det fornødne forsæt var baseret på forsætsformen dolus eventualis i den variant, som betegnes ”positiv indvilligelse”. Det er en betingelse for, at der foreligger forsæt i form af positiv indvilligelse, at T indså, at det var muligt, at de tre udlændinge ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.
Højesterets flertal udtalte herefter, at selv om betingelserne for dolus eventualis i form af positiv indvilligelse ikke var kommet klart til udtryk i landsrettens præmisser, måtte landsrettens bevisresultat forstås således, at landsretten fandt det godtgjort, at T havde det fornødne forsæt i form af positiv indvilligelse. Højesteret fandt således, at der efter landsrettens bevisresultat kunne ses bort fra den mulighed, at han handlede i tillid til, at passagererne lovligt kunne indrejse i Danmark, således at der alene skulle foreligge bevidst uagtsomhed. Ts påstand om frifindelse kunne derfor ikke tages til følge. (Dissens). Højesteret fandt i øvrigt ikke grundlag for at nedsætte straffen på ubetinget fængsel i 40 dage.
Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.
Læs hele dommen.