Dom afsagt den 3. september 2010.
PARKEN Sport & Entertainment A/S
mod
Skatteministeriet
En fodboldklubs transferindtægter er skattepligtige
Hovedspørgsmålet under sagen var, om PARKEN Sport & Entertainments transferindtægter ikke – som klubbens øvrige indtægter i form af entreindtægter, fjernsynsindtægter, sponsorindtægter mv. – var skattepligtige efter statsskattelovens § 4, fordi de måtte sidestilles med skattefrie ”indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele”, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.
Højesteret var enig med Ligningsrådet og Landsskatteretten i, at transferindtægter måtte anses som kompensation til klubben for opgivelse af dennes rettigheder i henhold til den ansættelseskontrakt, klubben havde indgået med spilleren, til fordel for en bestemt anden klub. Højesteret bemærkede, at til- og afgang af spillere måtte anses for at udgøre en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.
Herefter fandt Højesteret, at transferindtægter og -udgifter ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget. Transferindtægterne kunne derfor ikke anses for at være en skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, men var skattepligtige efter statsskattelovens § 4.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen