Dom afsagt den 10. maj 2011.
Sag 43/2009
Voma Holding A/S
mod
Skatteministeriet
Tilbagekaldelse af tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver var gyldig
Protana A/S (nu Voma Holding A/S) fik i juni 1999 tilladelse til skattefrit at tilføre aktiver til et datterselskab (MDS Protana A/S) under stiftelse, jf. fusionsskattelovens § 15 c, stk. 2. I juli 1999 blev der foretaget en kapitalforhøjelse i MDS Protana A/S, hvor MDS Inc. indskød kapital i henhold til en betinget aftale herom fra maj 1999. Den 23. december 1999 besluttede generalforsamlingen i MDS Protana A/S at udlodde ca. 19 mio. kr. til Protana A/S. MDS Protana A/S havde ifølge regnskabet for selskabets første regnskabsår et resultat på ca. 1,8 mio. kr.
Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne med rette har tilbagekaldt den meddelte tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver med den begrundelse, at udlodningen til Protana A/S besluttet på generalforsamlingen den 23. december 1999 var at betragte som et kontant vederlag for den foretagne aktivtilførsel.
Det er efter fusionsskattelovens § 15 c, stk. 2, 1. pkt., en betingelse for at kunne tilføre aktiver skattefrit, at modydelsen for tilførslen ikke består i andet end tildeling af aktier eller anparter i det modtagende selskabs kapital.
På baggrund af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag lagde Højesteret til grund, at der mellem Protana A/S og MDS Inc. bindende var aftalt en samlet plan for dels forløbet af den planlagte skattefri tilførsel af aktiver til MDS Protana A/S, der skulle stiftes, dels den efterfølgende kapitaltilførsel til dette selskab. Det indgik i det aftalte forløb, at en del af vederlaget til Protana A/S for tilførslen af aktiver til datterselskabet under stiftelse skulle betales ved udlodning fra datterselskabet af en del af den indskudte kapital.
Ligningsrådets tilladelse af 3. juni 1999 til skattefri tilførsel af aktiver kunne herefter ikke være meddelt med hjemmel i fusionsskattelovens § 15 c, og skattemyndighederne var derfor som udgangspunkt berettigede til at tilbagekalde den. Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.
Skattemyndighedernes afgørelse om at tilbagekalde tilladelsen til skattefri tilførsel af aktiver var ikke mangelfuldt begrundet, og afgørelsen om tilbagekaldelse led heller ikke i øvrigt af mangler, der kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig.
Skattemyndighederne havde ikke tilsidesat sine pligter til at undersøge sagen og vejlede skatteyderen, og Højesteret tiltrådte derfor, at Skatteministeriet var frifundet for en påstand om erstatning.
Landsretten var med en anden begrundelse kommet til samme resultat.
Læs hele dommen.