Dom afsagt den 30. juni 2009
A
mod
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Ikke erstatningsansvar for tilbagekaldelse af autorisation til økologisk jordbrug
I oktober 1995 modtog A autorisation til økologisk jordbrugsproduktion. Ved et uanmeldt kontrolbesøg den 25. juni 1999 blev der på A’s bopæl, som han havde lejet af sin søn, fundet ca. 75 kg/l kemikalier (sprøjtemidler), som det ikke var tilladt at opbevare på en autoriseret bedrift. Endvidere fik den udsendte kontrollør, trods forespørgsel herom, ikke forevist alle A’s marker, hverken under dette besøg eller ved ny forespørgsel herom den 30. juni 1999, hvor A nægtede forevisning under henvisning til, at han skulle færdiggøre sit skatteregnskab. I oktober 1999 fratog Planterdirektoratet A dennes autorisation til økologisk jordbrugsproduktion. Denne afgørelse blev i januar 2000 stadfæstet af Fødevareministeriet, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale de tilskud, som han havde modtaget som økologisk landmand. A indbragte herefter sagen for domstolene med påstand om erstatning.
Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at det var A, der opbevarede de ca. 75 kg/l kemikalier (sprøjtemidler). Efter bevisførelsen måtte det endvidere lægges til grund, at A under kontrolbesøgene den 25. og den 30. juni 1999 havde tilsidesat pligten efter økologiloven og økologibekendtgørelsen til at yde Plantedirektoratets kontrollører fornøden bistand. Ifølge loven kunne en autorisation til at drive økologisk landbrug tilbagekaldes, ”hvis vilkårene for autorisationen ikke overholdes”, og tilbagekaldelse kunne ske, selv om der ikke var tale om en grov eller oftere gentagen overtrædelse af regler fastsat efter loven. Afgørelsen af, om der i tilfælde af vilkårsovertrædelse skulle reageres med tilbagekaldelse af autorisationen eller med mindre indgribende midler, fx påbud, måtte bero på en samlet vurdering af karakteren og grovheden af overtrædelsen. Højesteret fandt herefter, at A’s opbevaring af store mængder kemikalier og hans manglende medvirken til kontrollens gennemførelse udgjorde en sådan tilsidesættelse af vilkårene for autorisationen til at drive økologisk jordbrug, at der var hjemmel i økologiloven til at tilbagekalde autorisationen. Der ikke var grundlag for at fastslå, at tilbagekaldelse af autorisationen under omstændigheder som de foreliggende var i strid med en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevareministeriets afgørelse om tilbagekaldelse af autorisationen, og allerede som følge heraf blev Fødevareministeriet frifundet for A’s erstatningskrav.
Landsretten var nået til samme resultat.