Dom afsagt den 28. november 2011.
Københavns Kommune
mod
Elinstallatør Jørgen Holst ApS
Standsningsforbud i gågaden Rosengården var ikke ugyldigt og udgjorde ikke ekspropriation
Københavns Kommune indførte i 2007 et standsningsforbud bl.a. på hverdage mellem kl. 11 og kl. 17 i gågaden Rosengården i København. Elinstallatør Jørgen Holst ApS, som drev virksomhed fra Rosengården, anlagde sag mod kommunen, idet selskabet gjorde indsigelse mod gyldigheden af kommunens afgørelse om at indføre et standsningsforbud. For Højesteret angik sagen desuden, om indførelsen af standsningsforbuddet udgjorde ekspropriation overfor selskabet.
Højesteret fastslog, at selskabet havde retlig interesse i at få prøvet gyldigheden af standsningsforbuddet, og at selskabet havde partsstatus og burde have været hørt som part, inden kommunen traf afgørelse om at indføre standsningsforbuddet. Højesteret fastslog endvidere, at kommunens afgørelse ikke var ugyldig som følge af magtfordrejning, inddragelse af usaglige kriterier, manglende proportionalitet, eller manglende partshøring. Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at standsningsforbuddet udgjorde ekspropriation i forhold til selskabet.
Højesteret ændrede derved landsrettens afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om gyldigheden af standsningsforbuddet.
Læs hele dommen.