Kendelse afsagt den torsdag den 28. januar 2010.
Davis European Distribution Services Ltd.
mod
Leman International System Transport A/S
Sag afvist på grund af manglende værneting efter CMR-reglerne
Et parti pc-spil, der skulle transporteres fra Rugby i England til Brabrand i Danmark, blev stjålet under landevejstransporten i England. Hovedfragtføreren, Leman, havde gennem sit engelske datterselskab Leman Ltd. overladt landevejstransporten i England til et engelsk selskab Davis. Den danske købers forsikringsselskab anlagde erstatningssag mod Leman, som inddrog Davis i sagen.
Højesteret fastslog, at Leman var indtrådt i Leman Ltd.’s krav mod Davis og afledte sin retsstilling af aftalen mellem disse parter. Højesteret lagde endvidere til grund, at der var indgået selvstændige aftaler direkte mellem den danske køber og Leman, mellem Leman og Leman Ltd. samt mellem Leman Ltd. og Davis, der ikke var bekendt med de øvrige aftaler og heller ikke med den aftalte videre transport. Aftalen mellem Leman Ltd. og Davis måtte herefter anses som en aftale om national vejtransport i England. CMR-reglerne om international vejtransport fandt derfor ikke direkte anvendelse, men efter aftalen skulle CMR-reglerne anvendes på transporter, som Davis udførte for Leman Ltd., også selvom der var tale om en national transport. Efter CMR-reglerne (CMR-konventionens art. 31, stk. 1, litra b, og CMR-lovens § 39) kan en sag anlægges i den stat, hvor bestemmelsesstedet er beliggende, men i aftalen mellem Leman Ltd. og Davis måtte bestemmelsesstedet anses for at være i England, og der var således ikke værneting for Davis i Danmark. Højesteret afviste derfor sagen.
Sø- og Handelsretten var kommet til det modsatte resultat.
Læs hele kendelsen