Dom afsagt den 11. januar 2011.
Niels Hausgaard m.fl.
mod
Statsministeren og
Udenrigsministeren
Biintervenient til støtte for appellanterne: Folkeafstemningskomité 2010
Søgsmålsret i sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten
Ved en ændring af loven om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union blev Lissabon-traktaten medtaget i traktatgrundlaget.
En række borgere anlagde sag mod statsministeren og udenrigsministeren og anførte, at ændringsloven var vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse for vedtagelse ikke var fulgt.
Statsministeren og udenrigsministeren anførte, at appellanterne ikke havde retlig interesse i at få dette spørgsmål prøvet ved domstolene.
Landsretten behandlede spørgsmålet om retlig interesse i sagen særskilt og bestemte, at sagen skulle afvises.
Højesteret fastslog, at appellanterne har fornøden retlig interesse i sagen og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved landsretten.
Højesteret ændrede dermed landsrettens afgørelse.
Der henvises til pressemeddelelse med Højesterets begrundelse.
Læs hele dommen
Læs pressemeddelelsen