Dom afsagt den 17. august 2010.
Brenntag Biosector A/S (tidl. Superfos Biosector A/S)
mod
Grampian Pharmaceuticals Ltd. (tidl. MFM Laboratories Limited),
Grampian Pharmaceuticals Ltd. og
Royal & Sun Alliance P.L.C.
Producent af vaccineforstærker frifundet for erstatningspligt
Sagen drejede sig om, hvorvidt selskabet Superfos Biosector A/S (nu Brenntag Biosector A/S) havde pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med fremstilling og salg af produktet Quil-A, der indgik som vaccineforstærker ved produktion af dyrevacciner.
Selskabet MFM Laboratories Limited (nu Grampian Pharmaceuticals Ltd.) købte i 1993 et parti Quil-A af Superfos til brug i fremstillingen af kalvevaccine. Kalvevaccinen medførte i et forsøg alvorlige allergiske reaktioner hos de kalve, der havde fået vaccinen. Reaktionerne skyldtes ifølge undersøgelser foretaget af Grampian, at Superfos ved fremstillingen af det solgte parti – i modsætning til tidligere – havde benyttet en fremstillingsmetode betegnet tankmetoden, som i forhold til den tidligere anvendte metode, kolonnemetoden, efterlod et større restindhold af stoffet PVP i vaccineforstærkerne.
Efter indholdet af de fremlagte skønserklæringer, herunder yderligere syn og skøn for Højesteret, og bevisførelsen i øvrigt fandt Højesteret, at Grampians undersøgelser hverken enkeltvis eller efter en samlet bedømmelse havde godtgjort, at de reaktioner, der forekom hos kalvene, skyldtes indholdet af PVP i det af Superfos til MFM solgte parti Quil-A. Højesteret fandt herefter ikke, at det var godtgjort, at det solgte parti var defekt, hvorfor Brenntag blev frifundet.
Landsretten var nået til, at Brenntag var erstatningspligtig.
Læs hele dommen