Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Pantebrevsfirma havde udvist retsfortabende passivitet 
12-04-2011 

Sag 322/2008

Dom afsagt den 8. april 2011.

Processelskabet af 28/8-09 ApS som indtrædende kreditor for Århus Pantebrevsfirma A/S
mod
Robert Hove

Pantebrevsfirma havde udvist retsfortabende passivitet

I 1998 bistod Robert Hove (E), der var ejendomsmægler, ved udbuddet af en ejendom i Thisted. Han prissatte i den forbindelse ejendommen til samme pris, som ejeren i 1999 solgte ejendommen til. I forbindelse med dette salg udarbejdede han en købsaftale, ligesom han for sælgeren forestod salget af to sælgerpantebreve via Århus Pantebrevsfirma A/S (P). I november 2000 blev ejendommen solgt på tvangsauktion uden dækning til de to sælgerpantebreve. P, der havde tilbagekøbt de to pantebreve fra pantebrevskøberne, anlagde herefter sag om erstatning mod sælgeren af pantebrevene. P fik medhold ved retten i oktober 2003, men sælgeren var insolvent. P anlagde herefter i december 2005 sag mod E, idet P anførte, at E havde begået en faglig fejl ved prisfastsættelsen af ejendommen.

Sagen for Højesteret drejede sig om, hvorvidt E var erstatningsansvarlig i forbindelse med formidlingen af salget af de to pantebreve, og om et eventuelt erstatningskrav i givet fald var bortfaldet som følge af passivitet.

Højesteret frifandt E allerede fordi, P havde udvist en sådan passivitet, at retten til at gøre et erstatningskrav gældende over for E var fortabt.

Der blev herved lagt vægt på, at begge parter var professionelle parter i forbindelse med pantebrevshandlen, og at P derfor havde været forpligtet til at reklamere straks, hvis de ville gøre ansvar gældende over for E.

Ejendommen blev solgt på tvangsauktion i november 2000, og E blev ved brev af 27. november 2000 fra P’s advokat opfordret til at varetage sine interesser under tvangsauktionen, ligesom der blev fremsat krav på erstatning. Efter sit indhold måtte brevet anses som en reklamation over for E. I perioden juni 2001 – oktober 2003 førte P sag mod sælgeren af pantebrevene uden at inddrage E som part eller procestilvarslet, hvorefter P – da sælgeren afgav insolvenserklæring – rettede et erstatningskrav mod E i maj 2004. Der var således forløbet 3 ½ år efter brevet fra november 2000, før P fulgte op på sin reklamation.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.

Læs hele dommen.

 

Til top Sidst opdateret: 12-04-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorEmail: post@hoejesteret.dk