Påbud efter jordforureningsloven havde fornøden hjemmel 
22-06-2010 

Dom afsagt den 22. juni 2010.

Topdanmark Forsikring A/S
mod
Miljøstyrelsen

Påbud efter jordforureningsloven havde fornøden hjemmel – olieforurening anset for konstateret på det tidspunkt, hvor den konstateres af miljømyndigheden

En grundejer blev i 2002 opmærksom på en jordforurening i forbindelse med etableringen af omfangsdræn og anmeldte olieforureningen til kommunen. Olieforureningen stammede fra en lækage i den nedgravede rørledning mellem olietanken og oliefyret. Denne lækage blev repareret i en tidligere ejers tid – formentlig før 1991.

Kommunen meddelte grundejeren et undersøgelsespåbud i medfør af jordforureningslovens § 48, hvorefter der kan udstedes påbud, når en forurening er konstateret efter den 1. marts 2000. Topdanmark Forsikring A/S, der varetager den obligatoriske forsikringsordning jf. jordforureningslovens § 49, klagede over kommunens afgørelse, som blev stadfæstet af Miljøstyrelsen den 9. januar 2006. Miljøklagenævnet afviste den 29. marts 2006 at behandle Topdanmarks klage over Miljøstyrelsens afgørelse.                

Topdanmark anlagde herefter sag mod Miljøstyrelsen og gjorde navnlig gældende, at konstateringstidspunktet efter jordforureningslovens § 48 er det tidspunkt, hvor forureningen konstateres, uanset om det er en grundejer, en tankejer, en entreprenør eller en myndighed, som konstaterer forureningen. Topdanmark anførte, at den daværende ejer måtte have konstateret forureningen i forbindelse med reparationen af olieledningen.        

Højesteret anførte, at det følger af bemærkningerne til lovforslagets § 48, at lovgiver har valgt konstateringstids­punktet ud fra et ønske om at undgå komplicerede diskus­sio­ner om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende eller den tidligere ejers tid. Lovforslaget har samtidig til formål at modvirke de problemer, som den tidligere retstilstand havde medført for olietankejere, der har måttet leve med forureningen eller selv har måttet bekoste en oprydning, medmindre miljø­myndigheden fandt forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt blev ryddet op på det of­fentliges regning.

Højesteret udtalte, at disse hovedhensyn ville blive modvirket, hvis § 48, stk. 1, skal forstås således, at en olieforu­rening skal anses for konstateret, blot en tredjemand eller en tidligere ejer eller bruger har været bekendt med forureningen, da der ved en sådan retstilstand vil kunne opstå vanskelige tekniske og juridiske tvivlsspørgsmål om konstateringstidspunktets fastlæggelse. 

Bestemmelsens formål taler derfor for at fortolke § 48, stk. 1, således at konstateringstids­punktet er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen på en sådan måde, at der kan meddeles ejeren af olietanken et påbud. Herfor taler også, at det efter bestemmelsen er miljømyndigheden, som skal reagere på, at der konstateres en forurening. En sådan fortolk­ning harmonerer endvidere med, at det i bemærkningerne til § 48 er angivet, at i de tilfælde, hvor kommunen er blevet underrettet om forure­ningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21, regnes underretningstidspunktet som tidspunktet, hvor forure­ningen konstateres.

Højesteret fandt på den baggrund, at konstate­ringstidspunktet efter jordforure­ningslovens § 48 er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forurenin­gen.

Da olieforureningen herefter først kunne anses for konstate­ret, da forureningen blev anmeldt til kom­munen i april 2002, havde Miljøstyrelsens påbud haft fornø­den hjemmel.

Landsretten var nået til samme resultat.