Kørsel med bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet 
11-10-2011 

Dom afsagt den 11. oktober 2011.

Rigsadvokaten
mod
T

Færdselslovens § 54, stk. 1: Kørsel med bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet.

T blev i byretten dømt for overtrædelse af færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, idet det fandtes bevist, at han havde ført bil efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer i et sådant omfang, at det efter regler fastsat af Justitsministeriet var farligt for færdselssikkerheden. For landsretten påstod T sig frifundet under henvisning til, at Justitsministeriet ikke som anført i forarbejderne til § 54, stk. 1, havde fastsat en bagatelgrænse i den relevante bekendtgørelse for det stof, cathinon, som var fundet i hans blod. Under henvisning til, at der ikke var fastsat de i forarbejderne forudsatte bagatelgrænser, og da det forhold, at Retskemisk Afdeling løbende opdaterer en liste med grænseværdier for ikke ubetydelige restmængder, ikke kunne anses for at opfylde de forarbejdernes forudsætninger, frifandt landsretten T.

Højesteret udtalte, at det efter ordlyden af færd­selsl­ovens § 54, stk. 1, ikke er en betingelse for straf, at justits­mi­nisteren på ger­ningstids­punk­tet har fastsat en ba­ga­tel­græn­se for den mængde af det be­vidst­hedspåvirkende stof, der må være i blodet. Af for­ar­bej­derne følger imidlertid, at ju­stits­mi­ni­steren skal fast­sæt­te bagatel­græn­ser for de stoffer, der kla­ssificeres som farlige for færd­sels­sik­ker­­he­den, men forarbejderne skal ikke forstås således, at der på forhånd skal være fastsat en præcis ba­gatelgrænse for det be­vidsthedspåvirkende stof, for at der kan straffes for overtræ­delse af færdselslovens § 54, stk. 1. Højesteret lagde ved fortolkningen bl.a. vægt på, at for­må­let med færd­selslo­vens § 54, stk. 1, efter forar­bej­derne er at indføre en så­kaldt nul­grænse for kørsel med færdselssikkerhedsfarlige stoffer, så­ledes at det ikke skal godtgø­res, om stoffet har påvirket den pågæl­den­des evne til at føre køre­tøjet. Formålet med bagatelgrænserne er at sikre, at den på­gæl­dende person gen­­nem et vist tids­rum har haft det færd­sels­sik­ker­heds­far­lige stof­ i blodet, og at der ik­ke sker dom­­fæl­delse i til­fæl­de, hvor der alene er tale om en mini­mal til­­fæl­dig­heds­­­kon­cen­tra­tion af stoffet i blodet. I de tilfælde, hvor der endnu ik­ke er fast­sat en præ­cis bagatelgrænse i bekendtgørelsen, må forarbejderne forstås således, at der på anden måde skal tages høj­de for de bevissikkerheds­mæs­sige hen­syn, som en bagatel­grænse skal va­re­­tage. I forhold til disse tilfælde varetages de bevissikkerhedsmæssige hensyn af opsamlingsbestemmelsen i den relevante be­kendt­gø­relse, hvorefter en blodprøve ikke an­­ses for at in­de­holde det pågæl­den­de stof, hvis blod­prø­ven kun indehol­der ”en ube­ty­de­lig rest­­mæng­de” af stoffet. Hvorvidt der er tale om en ”ubetydelig restmængde” kan – som i sagen mod T – afgøres på baggrund af en erklæring af Retskemisk Afdeling. T blev herefter fundet skyldig i tiltalen.

Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.