Dom afsagt den 12. februar 2010.
Sag 289/2007
Viborg Kommune (tidligere Fjends Kommune)
mod
A´s forældre
Sag 295/2007
A
mod
Viborg Kommune (tidligere Fjends Kommune)
Kommune ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med folkeskolens specialundervisning
A begyndte i børnehaveklasse på en folkeskole C i 1992. I slutningen af 2. klasse blev A indstillet til pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), og det blev i begyndelsen af 3. klasse konstateret, at A havde meget store læseproblemer og havde brug for specialundervisning. Herefter modtog A løbende specialundervisning på skole C til og med 7. klasse og på skole D i 8. klasse. A tilbragte 9. og 10. klasse på en efterskole for normalt begavede unge med læse- og stavevanskeligheder.
Der blev hvert år holdt statusmøder med PPR om tilbuddene til A, og i begyndelsen af 4. klasse blev hans mor orienteret om muligheden for undervisning på en skole i Viborg i en specialklasse for normalt begavede børn med svære læseproblemer.
Det fremgik af udtalelser indhentet fra sagkyndige, at specialundervisningen i perioder blev varetaget af lærere uden tilstrækkelige faglige forudsætninger for kvalificeret specialundervisning, og at A på skole D alene modtog kompenserende specialundervisning. Det fremgik endvidere, at der ikke i det forelagte materiale var tegn på, at der blev gennemført en egentlig udredning af A’s læse- og stavevanskeligheder, hvilket efter de sagkyndiges opfattelse kan have forringet grundlaget for en kvalificeret specialundervisning.
Højesteret fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den specialundervisning, A modtog fra de to skoler, samlet set med hensyn til omfang og indhold ikke levede op til kravene i folkeskoleloven og bekendtgørelsen om specialundervisning. Højesteret henviste herved også til de grunde, der var anført af en dissentierende dommer i landsretten. Der var derfor ikke grundlag for at pålægge Viborg Kommune erstatningsansvar.
Viborg Kommune blev herefter frifundet for A´s forældres påstand om erstatning for udgifterne ved A’s ophold på efterskolen og for A’s påstand om erstatning på 250.000 kr., subsidiært et mindre beløb, for mén og tabt erhvervsevne samt tab i forbindelse med voksenuddannelse.
Højesteret ændrede herved landsrettens dom vedrørende kravet fra forældrene og stadfæstede landsrettens dom i forhold til kravet fra A.
Læs hele dommen