Dom afsagt den 18. maj 2010.
Coop Danmark A/S,
P. E. A. ApS og
Vich 4249 A/S
mod
Horsens Kommune
og
Naturklagenævnet
Ingen erstatning for omsætningstab i forbindelse med åbning af Bilka-varehus
Horsens Kommune gav i 1999 dispensation fra en lokalplan til opførelse af et butikscenter i Horsens. Naturklagenævnet havde forinden truffet afgørelse om, at kommunen lovligt kunne dispensere fra den gældende lokalplan. På baggrund af dispensationen blev der opført og åbnet et Bilka-varehus i marts 2001. Højesteret fastslog ved dom af 22. april 2004, at dispensationen var ugyldig, idet den ikke havde hjemmel i planloven.
Ejerne af 4 dagligvarebutikker i Horsens, anlagde herefter erstatningssag mod både Horsens Kommune og Naturklagenævnet. Ejerne ville have erstatning for det omsætningstab, som de mente at have lidt som følge af kommunens ugyldige dispensation fra lokalplanen.
Højesteret udtalte, at i en sag som den foreliggende, hvor en myndighed ved en ugyldig forvaltningsakt har meddelt en tilladelse, og andre end adressaten rejser krav om erstatning, er det en forudsætning for erstatning, at den individuelle interesse, der begrunder kravet, indgår blandt de interesser, som den pågældende lovgivning har til formål at varetage, eller at der foreligger klare fejl, der sammen med sagens øvrige omstændigheder undtagelsesvis kan føre til erstatningsretlig beskyttelse.
Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering, hvorefter butiksejernes interesse i, at deres dagligvarebutikker i Horsens ikke blev påført konkurrence fra Bilka, ikke indgår blandt de interesser, som planloven, herunder reglerne om planlægning til butiksformål, skal varetage. Det er planlovens overordnede formål at varetage samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen. Planlægning til butiksformål skal blandt andet fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer, sikre tilgængelighed for alle trafikanter og fremme en samfundsmæssig bæredygtig detailhandelsstruktur.
Højesteret fandt, at der ikke ved Naturklagenævnets og kommunens afgørelser, herunder ved kommunens sagsbehandling, var begået sådanne fejl, at der kunne blive tale om erstatningsansvar.
Højesteret bemærkede i øvrigt, at sagsøgerne på baggrund af lokalplanen måtte forvente, at der kunne etableres et butikscenter med et stort supermarked, som ville påføre dem konkurrence.
Læs hele dommen
Landsretten var nået til samme resultat.