Dom afsagt den 1. juni 2011.
A
mod
Patientskadeankenævnet
I august 1995 var A udsat for et cykelstyrt, hvorved han blandt andet fik smerter i ryggen.
I oktober 1996 blev han af sin egen læge henvist til røntgenundersøgelse på Ringe Sygehus, som ud over røntgenundersøgelser i perioden frem til 2002 tillige undersøgte A’s ryg ved hjælp af MR-scanning og CT-scanning. A havde allerede forud for cykelstyrtet klaget over lændesmerter, hvorfor han også i marts 1995 efter henvisning fra sin egen læge var blevet røntgenundersøgt på Ringe Sygehus. Røntgenbillederne viste både før og efter cykelstyrtet diskrete degenerative forandringer.
A gjorde gældende, at han som følge af manglende behandling på Ringe Sygehus i perioden 1995-2002 var blevet påført en skade, der berettigede ham til erstatning i medfør af den dagældende patientforsikringslov.
Højesteret fandt, at betingelserne for at tilkende erstatning efter den dagældende patientforsikringslov ikke var opfyldt.
Efter Retslægerådets erklæringer blev det lagt til grund, at A havde en grundlidelse. Han led således af uspecifikke rygsmerter på grund af degenerative forandringer i ryggen også før, han blev udsat for et styrt på cykel i 1995.
Efter Retslægerådets erklæringer, som støttedes af de i øvrigt foreliggende lægelige udtalelser og sagens øvrige oplysninger, fandt Højesteret, at det måtte anses for usandsynligt, at A’s ryggener var forårsaget af forkert diagnosticering eller manglende behandling på Ringe Sygehus i perioden 1995-2002.
Højesteret tog herefter Patientskadeankenævnets frifindelsespåstand til følge.
Landsretten var kommet til det samme resultat.
Læs hele dommen her