Ikke krav på erhvervsevnetabserstatning 
14-09-2010 

Dom afsagt den 14. september 2010.

A
mod
Patientskadeankenævnet

Erstatningssøgende (A) havde ikke som følge af en patientskade lidt et erhvervsevne­tab, der gav krav på erstatning.

I 2000 blev A udsat for en patientskade. A blev i den forbindelse tilkendt ménerstatning, men fik afslag på erstatning for erhvervsevnetab. A var på kontanthjælp, han led af sukker­syge og overvægt samt følgerne efter en piskesmældslæsion, og Patientskadeankenævnet be­grundede afslaget på erhvervsevnetabserstatning med, at patientskaden ikke havde ført til et fremtidigt indtægtstab for A.

A indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for domsto­lene.

Højesteret udtalte, at A var påført en patientskade, som gav ham krav på erstatning for tab af erhvervsevne, hvis betingelserne efter erstatningsansvarsloven var opfyldt. Efter erstatnings­ansvarslovens § 5, stk. 1, udløses krav på erstatning for erhvervsevnetab af en ”varig nedsæt­telse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde”. Der skulle – som det siges i forarbejderne til bestemmelsen (betænkning nr. 976/1983 om udmåling af erstatning ved per­sonskade og tab af forsørger, side 104) – ”opstilles en prognose for, hvorledes skadelidtes livsforløb ville have været i økonomisk henseende uden den skete forringelse i erhvervsev­nen”. Såfremt skadelidte inden skaden havde haft en så beskeden tilknytning til arbejdsmar­kedet eller en så ringe erhvervsevne, at det efter en konkret bedømmelse måtte antages, at skadelidte heller ikke uden skaden ville være kommet i arbejde, var der således ikke krav på erhvervsevnetabserstatning.   

Højesteret lagde til grund, at A’s evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde var varigt nedsat i betydeligt omfang allerede før patientskaden i 2000. Højesteret fandt det endvidere ubetæn­keligt at lægge til grund, at han ikke ville have fået indtægtsgivende arbejde, selv om patient­skaden ikke var sket. Højesteret lagde herved vægt på de lægelige oplysninger om A’s hel­bredstilstand forud for patientskaden og til A’s svage tilknytning til arbejds­markedet gen­nem mange år sammenholdt med hans tilkendegivelser forud for patientskaden om, at han ville være ude af stand til at passe et arbejde, og at han ville søge førtidspension. Højesteret fandt herefter, at A ikke som følge af patientskaden havde lidt et erhvervsevne­tab, der gav krav på erstatning. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.

Landsretten var nået til samme resultat.