Ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afgørelse 
15-04-2010 

Dom afsagt den 15. april 2010.

A
mod
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Højesteret tiltrådte, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ikke havde tilsidesat sin pligt til at foretage et konkret skøn i forbindelse med et afslag på familie­sammenføring af et tyrkisk ægtepar

A, der var født og opvokset i Tyrkiet, havde i en periode på ca. 10 år samlevet i Tyrkiet med B, der ligeledes var født og opvokset i Tyrkiet. I 1997, kort før A fødte sit 3. barn med B, rej­ste B til Danmark, hvor han giftede sig med C, der var dansk statsborger. B opnåede i 1999 tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og A og B søgte nogle år efter om at blive fami­liesammenført, idet B i mellemtiden var blevet skilt fra C.

Udlændingeservice og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration nægtede familiesammenføring, idet man fandt, at A og B’s samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.

I afgørelsen anførte ministeriet bl.a., at den omstændighed, at A og B på ny havde indgået ægteskab, taler imod, at tilknytningskravet er opfyldt, at det var blevet tillagt betydelig vægt, at A og B havde samlevet i mere end 10 år i Tyrkiet, hvor de sammen havde fået 3 børn, at parrets tredje barn var født kort inden B’s afrejse til Danmark, og at A og B stadig havde haft personlig kontakt med hinanden, herunder besøg i Tyrkiet på over en måneds varighed.

A anlagde sag mod Integrationsministeriet med påstand om ophævelse og hjemvisning af af­gørelsen og gjorde gældende, at ministeriet havde udvist mangelfuldt skøn ved reelt undtagel­sesfrit at antage, at tilknytningskravet ikke kan være opfyldt i tilfælde, hvor nuværende ægte­fæller tidligere har været gift eller levet sammen i deres fælles hjemland. A henviste bl.a. til, at reglen fremgik af ministeriets interne vejledninger, og til en række afgørelser med lignende omstændigheder, der alle var resulteret i afslag på familiesammenføring.

Integrationsministeriet påstod frifindelse, og henviste bl.a. til, at ministeriet havde tillagt en lang række forhold betydning for afgørelsen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, der fastslog, at ministeriet i sin afgørelse havde fo­retaget en samlet vurdering og afvejning af ægtefællernes tilknytning til Danmark, og at mini­steriet ikke havde undladt at inddrage relevante forhold i denne afvejning. Den regel, som A havde gjort gældende, fandtes alene at udgøre en vejledende regel, der således ikke undtagel­sesfrit afskar afvejningen af relevante forhold i vurderingen. Endvidere fandtes den af A fremlagte praksis vedrørende lignende tilfælde ikke at have godtgjort, at ministeriets afgørelse var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om ikke at sætte skøn under regel.