Dom afsagt den 12. februar 2010.
HK/Danmark som mandatar for A
mod
JS Danmark A/S (tidligere Triad Denmark A/S)
Ikke godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven eller funktionærloven
A, der er hollænder, var ansat hos JS Danmark i en afdeling, der betjente det engelske marked. I forbindelse med nedlæggelsen af denne afdeling, blev A og afdelingens øvrige medarbejdere afskediget bortset fra afdelingslederen og en medarbejder, der talte flydende dansk, idet virksomheden valgte at overføre dem til en anden afdeling med en ny telemarketingopgave på det danske marked.
Højesteret fandt, at A ikke var blevet afskediget på grund af sin hollandske oprindelse. De sprogkrav, virksomheden havde stillet ved at foretrække en medarbejder, der talte flydende dansk, frem for A, var sagligt begrundet, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, som virksomheden havde foretaget ved at foretrække den anden medarbejder til at varetage den nye opgave. Der var ikke i øvrigt omstændigheder, der gav grundlag for at anse afskedigelsen for at være usaglig. Højesteret frifandt på denne baggrund JS Danmark for As krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 eller funktionærlovens § 2b.
Sø- og Handelsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen