Frakendelse af førerretten ved forsøg på spirituskørsel 
04-06-2010 

Dom afsagt den 4. juni 2010.

Rigsadvokaten
mod
T

Hverken ved et forsøg på spirituskørsel eller ved oplysnin­gerne om den tiltaltes person­lige forhold forelå sådanne særlig formildende om­stændig­heder, at en frakendelse af førerretten kunne gøres betinget, jf. færdselslo­vens § 126, stk. 2.  

 T var ved byret og landsret fundet skyldig i spirituskørsel efter et sammenstød mellem den varebil, hvori han var passager, og en bus. Byretten lagde vægt på, at T havde erkendt at have sat sig ind på førersædet i varebilen efter sammenstødet og forsøgt at starte bilen, hvilket mislykkedes. Byretten til­sidesatte endvidere T’s forklaring om, at han ikke ville føre bilen, men blot konstatere, om den kunne starte, med henblik på at tilkalde en kollega, der kunne flytte bilen, som utroværdig. Landsretten begrundede sin afgørelse med, at T efter sin egen forklaring efter sammenstødet havde sat sig ind på fører­sædet og drejet på tændingsnøglen.

T blev i byret og landsret idømt en bøde samt ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år.

For Højesteret nedlagde T påstand om formildelse, således at frakendelsen af førerretten skete betinget efter færdselslovens § 126, stk. 2. T gjorde gældende, at det efter landsrettens bevis­vurdering måtte lægges til grund, at han ikke havde haft forsæt til, at bilen skulle komme i bevægelse, eller at hans forsæt i hvert fald ikke rakte længere end til at køre bilen nogle meter med henblik på at sikre, at den var i køredygtig stand og dermed kunne hentes af en kollega. Endvidere gjorde han gældende, at han ved en ubetinget frakendelse ville blive opsagt fra sin stilling og få meget svært ved at finde anden beskæftigelse grundet en whiplash-skade, hvilket ville få betydelige konsekvenser for ham selv og hans samlever og deres to børn.

Højesterets flertal bemærkede, at landsrettens dom måtte forstås således, at landsretten havde fundet det bevist, at tiltalte havde til hensigt at køre bilen. Der forelå ikke oplysninger om tiltaltes hensigt med forsøget på at køre, som gav grundlag for at anse overtrædelsen for at være be­gået under særlig formildende omstændigheder. Heller ikke risikoen for, at tiltalte ville miste sit arbejde, eller det, der i øvrigt var oplyst om hans personlige forhold, kunne – på baggrund af det tilsigtede snævre anvendelsesområde for færdselslovens § 126, stk. 2 – føre til, at fører­retten alene frakendtes betinget. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom. (Dissens).