Dom afsagt den 22. november 2011.
Søren Theill Jensen og
Anne Margrethe Heider
mod
Miljøstyrelsen
Forældelse af erstatningskrav
I en sag om godtgørelse og erstatning til naboejendomme til et savværk i anledning af støjgener som følge af lempeligere støjvilkår end de vejledende støjgrænser i en afgørelse fra Miljøstyrelsen fra 1998 fandt Højesteret sammenfattende, at kravene om godtgørelse og erstatning var forældet. Kravene var undergivet forældelsesfristen på 5 år i forældelsesloven af 1908. Der var ikke grundlag for suspension af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, og forældelsesfristen løb derfor fra skadens indtræden, hvilket var fra tidspunktet for meddelelsen af afgørelsen. Forældelse af kravene om godtgørelse og erstatning blev ikke afbrudt af et søgsmål om gyldigheden af Miljøstyrelsens afgørelse.
For så vidt angår et erstatnings- og godtgørelseskrav som følge af en afgørelse fra Miljøstyrelsen fra 2005 bemærkede Højesteret, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt, hvilket også gælder for anlæg af en sag om godtgørelse eller erstatning, når myndighedens afgørelse skal prøves under sagen.
Det var ubestridt, at søgsmålsfristen i miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1, 1. pkt., var udløbet. Søren Theill Jensen og Anne Margrethe Heider kunne derfor ikke få prøvet Miljøstyrelsens afgørelse fra 2005. Allerede som følge heraf kunne de ikke kræve godtgørelse eller erstatning i anledning af de støjgrænser, der var fastsat i denne afgørelse.
Højesteret frifandt herefter Miljøstyrelsen.
Landsretten var kommet til samme resultat.
Læs hele dommen.