Fleksjob omfattet af overenskomst. Mangelfuldt ansættelsesbevis. 
17-12-2010 

Dom afsagt den 17. december 2010

HK Danmark som mandatar for A
mod
DI som mandatar for B

Fleksjobansat havde krav på værdien af 5 ikke afholdte feriefridage ifølge overenskomst samt en godtgø­relse på 4.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis.

I 2005 blev A ansat i et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 20 timer hos B, der ikke var omfattet af den kollektive over­enskomst på området. Af den skriftlige aftale (fleksjobbevillin­gen) mellem kommunen og B, som B havde skre­vet under på, fremgik det, at overenskomst var gældende. I an­sættelsesaftalen under feltet ”Overens­komst­forhold” havde B sat kryds ud for for­muleringen: ”Ansættelsesforholdet er ikke omfattet af en kollektiv overenskomst”. B havde i ansættelsesaftalen angivet, at den ugentlige ar­bejdstid var 37 timer. Senere opstod tvist mellem A og B om betaling af værdien af 5 ikke afholdte feriefri­dage ifølge overenskom­sten samt godtgørelse for mangler ved an­sættel­sesbeviset.

Højesteret udtalte, at ordlyden af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 72, stk. 1, i overens­stemmelse med forarbejderne måtte forstås således, at den pågældende overenskomsts be­stemmelser om løn og øvrige arbejdsvilkår – herunder eventuelle bestemmelser om ret til fe­riefridage – kun kunne fra­viges ved aftale mellem det konkrete ansættelsesforholds parter i det omfang, overenskom­sten åbnede mulighed herfor. Det var ubestridt, at den relevante overens­komst i sagen var Lands­overenskomst for kontor og lager for 2004-2007, der i § 12 indehol­dt bestemmelser om ret til feriefridage, og det var ikke godtgjort, at denne overens­komst åbnede mulighed for, at A og B ved aftale kunne fravige bestemmelserne. Højesteret fandt, at A kunne støtte sit krav på kompensation for ikke afholdte feriefridage på lovens § 72, stk. 1.

Højesteret fandt endvidere, at B havde tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelses­bevislo­vens § 2, stk. 2, nr. 10, ved ikke at oplyse om, hvilken kollektiv overenskomst der regulerede arbejdsforholdet. B havde endvidere tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættel­sesbevislo­vens § 2, stk. 2, nr. 9, ved, at det ikke fremgik af ansættelsesaftalen, at den normale ugentlige ar­bejdstid var 20 timer. B skulle derfor betale en godtgørelse til A på 4.000 kr., jf. ansæt­tel­ses­bevislovens § 6, stk. 1. Under henvisning til Højesterets dom af 17. decem­ber 2010 i sag 90/2010 lagde Højesteret herved vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i lov om en aktiv be­skæftigelsesindsats § 72, stk. 1, havde kunnet give an­led­ning til tvivl om, hvorvidt en bestemt overenskomst skulle følges, at det af fleksjobbe­villingen fremgik, at det ugentlige timetal var 37 timer, og at fejlen i ansættelsesaftalen vedrørende dette forhold ikke havde gi­vet anledning til tvist.

Højesteret ændrede herefter Sø- og Handelsrettens dom.