Dom afsagt den 15. november 2011.
BUPL som mandatar for A
mod
Odense Kommune
Erstatningspligt for psykisk skade
A blev sygemeldt efter et begivenhedsforløb på en personaleweekend og rejste efterfølgende krav om godtgørelse for svie og smerte mod Odense Kommune som arbejdsgiver. Begivenhedsforløbet vedrørte en følelsesmæssigt påvirket drøftelse i plenum af A’s sygdomsbaserede fravær, som ifølge A endte med, at hun i overværelse af sine kollegaer reelt blev fyret.
For Højesteret bestred kommunen ikke, at A var blevet påført en dokumenteret psykisk skade som følge af begivenhedsforløbet. Parterne var endvidere enige om opgørelsen af kravet på 50.000 kr.
Sagen for Højesteret angik, om der forelå et ansvarsgrundlag, og i givet fald om A’s psykiske skade var omfattet af udtrykket ”personskade” i erstatningsansvarslovens § 1, om den psykiske skade var en påregnelig følge af den ansvarspådragende adfærd, og om den psykiske skade var omfattet af arbejdsgiverens erstatningspligt.
Højesteret tilkendte A 50.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte.
Højesteret udtalte bl.a., at efter dansk rets almindelige erstatningsregler omfatter en personskade såvel fysiske som psykiske følger af en ansvarspådragende handling. Erstatningsansvarslovens kapitel 1 angår erstatning og godtgørelse for ”personskade og tab af forsørger”. Lovens § 1 omfatter ”personskade”, og det er i § 1, stk. 1, fastsat, at den, der er erstatningsansvarlig for en ”personskade”, bl.a. skal betale godtgørelse for svie og smerte. Udtrykket ”personskade” i erstatningsansvarslovens § 1 må forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler. Højesteret fandt, at den psykiske skade, som A var blevet påført, var omfattet af erstatningsansvarslovens § 1.
Højesteret fastslog efter en nærmere gennemgang og vurdering af bevisførelsen vedrørende begivenhedsforløbet, at personaleweekenden i forhold til A blev afviklet på en uforsvarlig måde, og at dette var ansvarspådragende for kommunen som arbejdsgiver.
Den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden medførte en betydelig forøgelse af risikoen for en psykisk skade af den indtrådte karakter hos en medarbejder, som ledelsen må have forstået befandt sig i en psykisk anspændt situation. Højesteret fandt derefter, at A’s psykiske skade var en påregnelig følge af den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden.
A var direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der var ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der var omfattet af kommunens erstatningspligt.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Læs hele dommen.