Hop til indhold

Erstatningsansvar for brand opstået som følge af genantændte røgpatroner 
04-02-2010 

Sag 378/2006

Dom afsagt den 4. januar 2010.

Menerga Clima ApS
mod
Købstædernes Forsikring G/S

Erstatningsansvar for brand opstået som følge af genantændte røgpatroner

I forbindelse med at Menerga Clima ApS testede et ventilationsanlæg i Aabybrohallen ved brug af røgpatroner, opstod der brand i anlægget. En medarbejder fra Menerga Clima ApS havde aktiveret to røgpatroner og indsat dem i friskluftindtaget til ventilationsanlægget. Herefter havde han forladt teknikrummet, hvori anlægget var installeret, for sammen med en kollega og to ansatte fra hallen at observere røgens fordeling i hallen. Her blev det bemærket, at ventilationsanlægget var gået i stå, hvorefter medarbejderen, der havde aktiveret røgpatronerne, løb tilbage til teknikrummet og forgæves forsøgte at slukke branden i anlægget.

Højesteret lagde til grund, at branden var op­stået, fordi røgpatronerne, der er en pyroteknisk artikel omfattet af fyrværkeriloven, var genantændt som følge af, at de enten var defekte eller fejl­anvendt. Højesteret lagde endvidere til grund, at branden kunne have været opdaget, så snart den opstod, hvis en medarbejder havde været til stede i teknikrummet. Det var derudover ikke godtgjort, at skaden ikke kunne have været undgået, hvis medarbejderen var blevet i rummet.

Herefter fandt Højesteret, at Menerga Clima ApS var erstatningsansvarlig for skaderne forårsaget af branden, idet Menerga Clima ApS, der som led i sin virksomhed anvender røgpatroner og dermed har kendskab til de med anvendelsen forbundne risici, ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved ikke at sørge for, at en medarbejder var i teknikrummet, mens de to røgpatroner var i funktion.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen

 

Til top Sidst opdateret: 04-02-2010 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorFax: 33150010seperatorEmail: post@hoejesteret.dk