Bopælsforælder skulle betale udgifterne ved afhentning af fællesbarn fra samvær 
07-04-2011 

Dom afsagt den 7. april 2011.

H
mod
M

I en sag, hvor samværsforælderen var udstationeret i Bruxelles, og bopælsforælderen boede i Danmark, skulle sidstnævnte stadig betale udgifterne ved afhentning af barnet

I sommeren 2007 flyttede ægteparret M og H og deres fællesbarn C til Bruxelles. I påsken 2008 flyttede H sammen med C tilbage til Danmark. Herefter rejste M hjem til Danmark hver weekend, men i efteråret 2008 ophævede parret endeligt samlivet.

M anlagde sag ved domstolene med påstand om bl.a., at C skulle have bopæl hos ham, subsidiært hos H, og at parterne skulle dele transportudgifterne i forbindelse med samværet. H påstod, at C skulle have bopæl hos hende. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at C skulle have bopæl hos H, og at parterne skulle dele transportudgifterne, idet der ikke var fremsat en anmodning om at fravige udgangspunktet i § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. Ifølge denne bestemmelse skal samværsforælderen sørge for afhentning af barnet ved sam­værets begyndel­se, og bopælsforælderen skal sørge for afhentning af barnet ved afslutningen af sam­været. Endvidere skal hver af forældrene afholde udgiften til den del af trans­porten, som den pågælden­de er ansvarlig for.

For Højesteret angik sagen alene, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet i § 14, stk. 1, idet H gjorde gældende, at betingelserne for en sådan fravigelse var opfyldt, jf. § 14, stk. 2. Højesteret udtalte, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet under henvisning til forskellen i parternes indkomstforhold, jf. § 14, stk. 2, nr. 1, og bemærkede, at M’s udetillæg, der ydes til dækning af merudgifter ved M’s udsta­tione­ring i Bruxelles, ikke skulle indgå i vurderingen. Højesteret fandt endvidere, at M ikke kunne anses for at være flyttet efter bestemmelsen i § 14, stk. 2, nr. 2, eller dennes analogi. Heller ikke det forhold, at M forlængede sin udstationering i Bru­xelles, begrundede en fra­vigelse af udgangspunktet i § 14, stk. 1. Højesteret fandt heller ikke, at den fast­satte ordning med hensyn til transport af C til og fra samvær var mere besværlig for H end for M, jf. § 14, stk. 2, nr. 3. Endelig forelå der ikke oplysnin­ger om andre særlige omstændig­heder, der kunne begrunde en fravigelse i medfør af § 14, stk. 2, nr. 4.

Med denne begrundelse stadfæstede Højesteret landsrettens dom.