Dom afsagt den 12. august 2008
A
mod
Skatteministeriet
A, der var norsk statsborger, flyttede i 1991 sammen med sin daværende ægtefælle og deres børn fra Norge til Danmark. A modtog i indkomståret 2000 fra Folketrygdkontoret for Utenlandssaker, Norge, forskellige pensionsydelser samt et månedligt ”barnetillegg særkullsbarn”. Pensionen og børnetillægget var skattefrit i Norge. A opfyldte i indkomståret 2000 ikke grundbetingelserne for at få udbetalt skattefri børnetilskud efter de danske regler i børnetilskudsloven.
Skatteankenævnet anså A for skattepligtig af børnetillægget i Danmark. A gjorde gældende, at børnetillægget var skattefrit efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7, litra p, om skattefritagelse for børnetilskud, og hvis dette ikke var tilfældet, at de danske beskatningsregler indebar en forskelsbehandling af hende i strid med diskriminationsforbuddet i bl.a. EØS-aftalens artikel 4.
Højesteret fastslog, at børnetillægget ikke var skattefrit, men skulle beskattes i Danmark som udenlandsk indkomst i overensstemmelse med den almindelige regel i statsskattelovens § 4, og at reglerne ikke var i strid med diskriminationsforbuddet, da A ikke var dårligere stillet end en dansker, der var i en tilsvarende situation med hensyn til samliv og modtagelse af børnebidrag.
Landsretten var nået til samme resultat som Højesteret.