Dom afsagt den 27. juni 2011.
Rigsadvokaten
mod
T1
og
T2
Betinget dom uden straffastsættelse for vold begået af to 14-årige piger
To 14-årige piger havde gjort sig skyldig i vold efter straffelovens § 244 ved i forening at have taget halsgreb på en 17-årig pige og tildelt hende 1 slag i ansigtet med flad hånd og flere knytnæveslag i ansigtet. Efter volden konstateredes det, at forurettede muligvis havde enkelte punktformede blødninger i de nedre øjenlåg som følge af halsgrebet, ligesom hendes kind var rød og hævet efter slagene. I byretten og landsretten blev de tiltalte idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. For Højesteret gjorde de tiltalte gældende, at der ikke var grundlag for at anvende ungdomssanktion i anledning af voldsudøvelsen, og at de i stedet burde idømmes en betinget fængselsstraf.
Højesteret bemærkede, at en person under 18 år efter straffelovens § 74 a kan undergives ungdomssanktion, hvis den unge har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Det fremgik af forarbejderne, at anvendelse af ungdomssanktion bl.a. forudsætter, at der er tale om grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, og at domstolene som alternativ til ungdomssanktion ville have idømt den pågældende en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage til ca. 1 år.
I den foreliggende sag var de tiltalte 14 år på gerningstidspunktet, og der var tale om et enkeltstående voldsforhold omfattet af straffelovens § 244 uden nævneværdige fysiske skader på forurettede. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at betingelserne for at anvende ungdomssanktion ikke er opfyldt.
Som følge af de tiltaltes meget unge alder og den ikke særligt alvorlige karakter af den udøvede vold fandt Højesteret, at sagen kunne afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse.
Læs hele dommen.