Dom afsagt den 1. juni 2010.
A
mod
advokat B
Advokat erstatningsansvarlig pga. manglende iagttagelse af vejlednings- og omsorgspligt
Advokat B berigtigede, som advokat for privatskiftende arvinger i et dødsbo, arvingernes salg af en aktielejlighed, som var omfattet af andelsboligforeningslovens regler, til A og dennes ægtefælle. Ved ejendomshandlen blev reglerne om maksimalpris for aktielejligheder i andelsboligforeningsloven ikke iagttaget.
A og hans ægtefælle solgte efterfølgende lejligheden til tredjemand ligeledes uden at iagttage reglerne om maksimalpris. A blev herefter dømt til at tilbagebetale forskellen på salgssummen og den maksimale pris ifølge andelsboligforeningsloven til tredjemand. Det er dette krav, som A har påstået, at advokat B skal erstatte.
Højesteret udtalte, at advokat B burde have indset, at der var nærliggende mulighed for, at lejligheden var omfattet af reglerne om maksimalpriser i andelsboligforeningsloven, og at han burde have oplyst både arvingerne samt A og hans ægtefælle om denne mulighed. Advokat B burde endvidere have oplyst om konsekvenserne heraf eller have anbefalet A at antage egen advokat.
Disse forpligtelser fulgte både af den vejlednings- og omsorgspligt, som advokat B som eneberigtigende advokat havde over for køberne af lejligheden, og reglerne i lov om omsætning af fast ejendom.
På denne baggrund blev advokat B dømt til at erstatte A forskellen på hans købspris og den maksimale pris i henhold til andelsboligforeningsloven samt en del af de sagsomkostninger, der var pålagt A i den tidligere sag.
Landsretten havde frifundet advokat B.
Læs hele dommen