Dom afsagt den 6. oktober 2011.
PROSA som mandatar for A
mod
B
Allerede fordi lønmodtageren ikke var omfattet af jobklausuler eller påført begrænsninger i sine erhvervsmuligheder som følge heraf, var et ansættelsesbevis, der ikke indeholdt noget herom, ikke mangelfuldt, jf. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1.
Sagen drejede sig om, hvorvidt en lønmodtager A under sin ansættelse i firmaet B var omfattet af en eller flere jobklausuler eller påført begrænsninger i sine erhvervsmuligheder som følge heraf, og hvorvidt den/disse i givet fald var et væsentligt vilkår i ansættelsesforholdet, som B havde pligt til at give A oplysning om i ansættelsesbeviset, jf. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1.
Efter bevisførelsen fandt Højesteret det ikke sandsynliggjort, at A under sin ansættelse hos B eller dettes datterselskab havde været omfattet af jobklausuler indgået mellem B og andre virksomheder. Endvidere fandt Højesteret ikke grundlag for at antage, at A i øvrigt havde været påført begrænsninger i sine erhvervsmuligheder som følge af aftaler mellem B og tredjemand. Allerede derfor havde B ikke været forpligtet til i medfør af ansættelsesbevislovens § 2 at oplyse A om B’s anvendelse af jobklausuler i visse situationer.
Herefter fandt Højesteret det ikke fornødent at tage stilling til, hvorvidt en arbejdsgiver i medfør af ansættelsesbevislovens § 2 generelt havde pligt til i ansættelsesbeviset at oplyse en lønmodtager om jobklausuler i aftaler mellem arbejdsgiver og tredjemand, der havde væsentlig betydning for lønmodtageren. Højesteret fandt dog anledning til at bemærke, at det efter ordlyden af § 2, stk. 1, som pålagde arbejdsgiveren oplysningspligt om ”alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet”, og eksemplifikationen i § 2, stk. 2, af forhold omfattet af oplysningspligten var nærliggende at antage, at bestemmelsen – i hvert fald som udgangspunkt – ikke fandt anvendelse på ansættelsesbegrænsninger, der ikke fulgte af retsforholdet mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, men var en indirekte følge af arbejdsgiverens retsforhold til en tredjemand. Bestemmelsen måtte imidlertid også fortolkes i lyset af indholdet af EU-retten, navnlig artikel 2 i Rådets direktiv af 14. oktober 1991 (91/533/EØF). Da § 2 i ansættelsesbevisloven under alle omstændigheder ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag som følge af, at der ikke forelå aftaler, der påførte A begrænsninger i hans erhvervsmuligheder, fandt Højesteret ikke anledning til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen.
Højesteret stadfæstede herefter Sø- og Handelsrettens dom.
Læs hele dommen her