Om retten til Christianiaområdet 
18-02-2011 

Dom afsagt den 18. februar 2011.

Fællesskabet Fristaden Christiania og en række beboere og virksomheder mv.
mod
Den danske Stat v/ Slots - & Ejendomsstyrelsen

Om retten til Christianiaområdet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Fællesskabet Fristaden Christiania og de enkelte beboere og virksomheder har en ret til at bruge arealer og bygninger på Christia­niaom­rådet, som myndig­hederne ikke på grundlag af Christia­nialoven kan bringe til ophør.

Højesteret bemærkede, at det ved Højesterets dom af 2. februar 1978 (U 1978.315H) blev fastslået, at hverken Fællesska­bet eller enkeltpersoner på daværende tidspunkt havde erhver­vet rettighe­der over Christianiaområdet, der kunne afskære Forsvarsministeriet fra at kræve området rømmet. Om den efterfølgende periode bemærkede Højesteret, at Fællesskabet og de enkelte beboere og virksomheder hverken ved den såkaldte plakat af 1. juni 1979, der tillod en midlertidig brug af området, eller i kraft af de til­kendegivelser mv., der fremkom fra politisk side op gen­nem 1980’erne, havde er­hver­vet en varig brugsret til arealer og byg­ninger på Chri­sti­aniaom­rådet. Der var frem til vedtagel­sen af Christia­nialoven i 1989 alene tale om en mid­lertidig ret for beboerne mv. til at op­holde sig på området og anvende bygningerne.

På baggrund af Christianialoven fra 1989 indgik Forsvarsministeriet og Fællesskabet kollek­tive rammeaftaler i perioden fra 1992 til 2004 om christianitternes fortsatte brug af området. Den seneste aftale udløb efter sin ordlyd den 1. juli 2004. I 2004 gennemførtes nogle ændrin­ger af Christianialoven. På baggrund heraf opsagde Slots- og Ejen­domsstyrelsen den 30. juni 2004 den kollektive brugsret til area­lerne og bygningerne på Christianiaområdet til ophør pr. 1. ja­nuar 2006. Samti­dig meddelte styrelsen de enkelte beboere og virksomheder tilla­delse til fortsat brug af are­aler og bygninger på Chri­stianiaområdet efter den 1. ja­nuar 2006 i en pe­riode på 1½ år, dog for enkeltes ved­kommende med en nærmere begrundelse i kortere tid.

Højesteret fandt, at den brugsret, som staten havde givet Fællesskabet ved ram­meaftalerne ikke var tidsubegræn­set, og at den skete opsigelse af Fælles­skabets brugsret havde hjemmel i Christi­anialoven. Den in­debar ikke ekspropriation og var ikke i strid med den eu­ropæiske menneskerettighedskonvention. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at nogen af de enkelte beboere og virksomheder ved aftale med eller tilladelse fra staten havde opnået en brugs­ret, der var uaf­hængig af den kollektive brugs­ret. De individuelle brugsret­tigheder havde således hvilet på Fællesska­bets rammeaftaler med staten, og de enkelte be­boere og virksom­heder var der­for afskåret fra selvstændigt at vinde hævd i forhold til staten.

Højesteret fandt endelig, at beboerne havde fået et passende varsel, og at de ikke havde krav på et længere varsel end det, de havde fået. Den skete opsigelse af de enkelte be­boeres og virksomheders brugs­ret havde hjemmel i loven, og den indebar ikke ekspropriation og var heller ikke i strid med den eu­ropæiske menneskerettigheds­konvention eller grundlo­ven.

Landsretten var nået til samme resultat.