Dom afsagt den 8. juni 2010.
A/H Søndergården
mod
Kolonihaveforbundet for Danmark
Kolonihaveforening ikke berettiget til at melde sig ud af Kolonihaveforbundet
En kolonihaveforening fik i 1957 overdraget en ejendom fra staten. Det fremgik af skødet, at foreningen skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, så længe arealet anvendes til kolonihaver, og forbundet eksisterer.
I 2006 ønskede haveforeningen at melde sig ud af Kolonihaveforbundet for at undgå at skulle overholde forbundets vurderingsregler i forbindelse med salg af havehusene. Forbundet afviste at meddele samtykke til udmeldelsen.
Haveforeningen anlagde herefter sag mod Kolonihaveforbundet for at få forbundet til at anerkende, at haveforeningen lovligt havde udmeldt sig.
For Højesteret anførte haveforeningen navnlig, at Kolonihaveforbundet ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning (forbud mod usaglig forskelsbehandling). Ved afslaget havde forbundet endvidere krænket den negative foreningsfrihed (forbud mod pligtmæssigt medlemskab af visse foreninger), jf. artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Under henvisning til vedtægterne for Kolonihaveforbundet og den tinglyste skødebestemmelse udtalte Højesteret, at haveforeningen ikke kan melde sig ud af Kolonihaveforbundet uden samtykke fra forbundet. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at Kolonihaveforbundet ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, ligesom artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kunne føre til et andet resultat.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen