De syv personer, fire kvinder og tre mænd, der alle er af vietnamesisk oprindelse, er tiltalt for at producere skunk på fire forskellige adresser i Brønderslev/Jerslev området. De syv personer har ikke alle arbejdet sammen med hinanden, men sagerne føres sammen af praktiske årsager.
Sagerne er fordelt på følgende måde:
Tre personer er tiltalt for at fremstille ca. 78 kg hash.
To personer er tiltalt for at fremstille ca. 48 kg hash.
To personer er tiltalt for at fremstille ca. 46 kg hash.
Alle de tiltalte nægter sig skyldige.
Personerne er tiltalte for at dyrke en forædlet cannabissort kendt som skunk, som har et højere indhold af det psykoaktive stof, tetrahydrocannabinol – populært kendt som THC. Personerne er tiltalt for fremstilling af hash, da man omregner skunks THC-værdi til den gennemsnitlige THC-værdi for hash.
Mængden er et skøn over det forventede høstudbytte. Skønnet bygger på mængden af høstmodne planter, uhøstede planter og stiklinger. I en lignende sag blev de mængder hash der var rejst tiltale for reduceret af retten. Blandt andet fordi retten vurderede at en del af de ikke høstmodne planter ville gå til inden høst. De tiltalte blev dømt både for fremstilling og for forsøg på fremstilling af skunk.
Anklagemyndigheden forlanger udvisning
Fem af de tiltalte er ikke danske statsborgere, og anklagemyndigheden forlanger dem udvist. En udvisning sker på baggrund af de tiltaltes tilhørsforhold, til henholdsvis Vietnam og Danmark, set i forhold til forbrydelsens grovhed. I den tidligere sag blev tre personer udvist for lignende forbrydelser.
Ud over anklagerne for fremstilling af euforiserende stoffer, er der også rejst tiltale for tyveri af strøm til de lamper, der blev anvendt i væksthusene.
Der falder dom i sagen d. 31/10