Ejeren af tankstationen havde lagt sag an mod Skatteministeriet, da han mente, at det var uberettiget, at han blev afkrævet differencen. ToldSkat havde i en periode foretaget observation var tankstationen og havde konstateret, at der i en række tilfælde blev tanket fyringsolie direkte på biler. En gennemgang af tankstationens kassestrimmel viste, at der var solgt mere end 400.000 liter fyringsolie i små mængder – mellem 0 og 60 liter, og det var ToldSkats opfattelse, at olien blev brugt til biler.
Fyringsolie er behæftet med en lavere afgift end brændstof til biler, og det var baggrunden for, at indehaveren af tankstationen blev afkrævet differencen.
Indehaveren, der drev værksted og butik i forbindelse med tankstationen, var ikke enig i, at han kunne stilles til ansvar for, hvad hans kunder brugte fyringsolien til. Tankstationen var selvbetjent, og det var ikke muligt at se standeren med fyringsolie fra butikken, og det var efter indehaverens opfattelse ikke muligt at kontrollere, om kunderne fyldte fyringsolie i biler eller i medbragte dunke. Han mente heller ikke, at han havde mulighed elle myndighed for at gribe ind, hvis han havde konstateret, at der blev tanket på biler. Han havde sat et skilt på standeren, hvoraf det fremgik, at fyringsolie kun måtte anvendes til opvarmning, og at olien var farvet. I retten forklarede han, at der er mange sommerhuse i området, og der har været mange tyverier af fyringsolie, ogat dette er grunden til, at der bliver solgt så meget fyringsolie i mindre mængder.
Retten var altså enig med Skatteministeriets synspunkt om, at indehaveren af tankstationen hæfter for afgiftsdifferencen og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, der var foretaget, over mængden af fyringsolie, der var solgt til motorbrændstof.
Da sagen er principiel, blev den behandlet af tre dommere, en mulighed som byretterne har fået efter domstolsreformen