Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Pressemeddelelse 
14-02-2020 

Pressemeddelelse i sag vedrørende ulovlig kystsikring syd for Lønstrup by.

Ved anklageskrift modtaget i Retten i Hjørring den 11. december 2018 blev T1, T2, T3 og T4 samt T5, der var en forening, sat under tiltale for overtrædelse af kystbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om klitfredning. 

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at de tiltalte blev idømt følgende bøder:

T1 en bøde på 100.000 kr.

T2 en bøde på 50.000 kr.

T3 en bøde på 75.000 kr.

T4 en bøde på 100.000 kr.

T5 en bøde på 100.00 kr.

Sagen omhandlede to episoder. Den første angik overtrædelse af kystbeskyttelsesloven i juni måned 2016, idet der på kyststrækningen ud for Hagen og Bredningen ved Lønstrup blev udført kystbeskyttelsesforanstaltninger uden forudgående tilladelse fra Miljø- og Fødevareministeren, idet der blev udlagt ca. 650 granitsten på standen.

Ved den anden episode var der tale om en overtrædelse af kystbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om klitfredning, idet der i tiden forud for den 11. december 2017 og frem til den 22. december 2017 blev gravet/fjernet sand og beplantning fra klitten ved ejendomme bl.a. på Bredningen og Hagen i Lønstrup, som sammen med sand/beplantning fra flere ejendomme i området blev skubbet ud over kystklintens skrænt, ligesom der blev placeret granitsten og beton på/ved skrænten og på stranden ud for Bredningen og Hagen syd for Lønstrup by.

Den tiltalte forening var ikke repræsenteret i retten, idet de øvrige tiltaltes forsvarer oplyste, at der ikke var stiftet en sådan forening.

Retten fandt det bevist, at de tiltalte var skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet, ligesom retten fandt det bevist, at der var stiftet en forening, som kunne pålægges straf efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Retten fandt det bevist, at T4 havde haft en aktiv rolle i oprettelsen af foreningens konto, at flere havde indbetalt penge til foreningens konto med henblik på at foretage ulovlig kystsikring, og at der fra foreningens konto var sket betaling til leverandører af sten, beton og entreprenørmaskiner, der var benyttet til udførelsen af den ulovlige kystsikring.

Retten fastsatte bøderne for de tiltalte i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. Om strafudmålingen udtalte retten følgende;

"Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på forholdenes karakter og grovhed. Retten har herunder lagt vægt på, at der i området blandt grundejerne var drøftelser om forskellige slags kystsikring, og at det må have stået de tiltalte T1, T2, T3 og T4 klart, at de foretagne handlinger måtte karaktiseres som betydelige indgreb i naturen på stedet, ligesom de var bekendt med, at der var givet afslag på ansøgninger om hård kystsikring og med baggrunden for afslagene. Det bemærkes herved, at der ikke er grundlag for at antage, at myndighederne har varetaget usaglige hensyn ved behandlingen af de indsendte ansøgninger om kystsikring på stedet. Retten har endvidere lagt vægt på, at der var stiftet en forening til håndtering af bestillinger og betalinger, således at bestillernes og betalernes identitet - bortset fra bestillingen af betonen - ikke var umiddelbar kendelig for de involverede leverandører og entreprenøren.

Bødernes størrelse er fastsat ud fra de tiltaltes roller i sagen.

For så vidt angår størrelsen af de idømte bøder har retten endelig lagt vægt på størrelsen af den bøde, som Vestre Landsret idømte grundejeren i TfK2019 side 1039, hvor de af grundejeren iværksatte handlinger må karaktiseres som mindre omfattende end dem, der er til pådømmelse i denne sag."

Retten fandt ikke grundlag for at reducere bøderne under hensyn til lang sagsbehandlingstid. Retten lagde herved vægt på sagens karakter og på, at sagsbehandlingstiden efter indlevering af anklageskriftet ikke beroede på hverken rettens eller anklagemyndighedens forhold.

Såfremt retten nåede frem til, at de tiltalte var ansvarlige for den ulovlige kystsikring, gjorde T1, T2, T3 og T4 gældende, at de ikke kunne pålægges straf. De påberåbte sig for det første straffrihed efter straffelovens § 14 om nødret, idet de mente, at de var berettigede til at sikre deres sommerhuse mod at styrte i havet. De påberåbte sig for det andet en række EU-retlige regler og principper, ligesom de anmodede om en præjuridiciel forelæggelse for EU-Domstolen af sagens EU-retlige spørgsmål.

Om straffelovens § 14 og sagens EU-retlige aspekter udtalte retten følgende:

"Ved sagens afgørelse lægges det på grundlag af oplysningerne i afgørelserne fra Kystdirektoratet i ansøgningerne om kystsikring og den af vidnet V10 fra Kystdirektoratet afgivne forklaring til grund, at det var nødvendigt at foretage kystsikring på strækningen foran Hagen og Bredningen ved klinten i Lønstrup for at undgå, at ejendomme i området skulle falde i havet. Det bemærkes herved også, at flere sommerhusejere, herunder T1 i henhold til byggeloven har fået påbud om at rømme deres sommerhuse, da det var farligt at opholde sig i dem. Det lægges efter skrivelserne fra Kystdirektoratet til grundejerne, herunder til T1, til grund, at grundejerne var vejledt om mulighederne for at etablere kystsikring ved sandfodring.

Vestre Landsret har i dom af 20. maj 2019, trykt i TfK2019 side 1039 stadfæstet Hjørring rets dom af 4. juni 2018. Sagen angik overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og kystbeskyttelsesloven, idet en grundejer for at beskytte sin ejendom imod at falde i havet foretog nogle ulovlige tiltag til kystsikring. Vestre Landsret fastslog i dommen, at den pågældende grundejer ikke var straffri med henvisning til straffelovens § 14, da der var tale om resultatet af naturens gang, ligesom landsretten heller ikke fandt, at grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed berettigede grundejeren til at forsøge at sikre sin ejendom i strid med naturbeskyttelsesloven og kystbeskyttelsesloven, fordi havet åd sig ind på kysten.

De tiltalte i denne sag har ligeledes påstået frifindelse med henvisning til straffelovens § 14. Retten finder ikke, at der foreligger omstændigheder i denne sag, der adskiller sig fra den af landsretten pådømte. Derfor er der ikke grundlag for at statuere straffrihed efter straffelovens § 14 - og heller ikke, at handlingerne er værnet af grundlovens § 73.

De tiltalte har også gjort gældende, at de skal frifindes, fordi de danske myndigheder ved forvaltningen af Natura2000 området har tilsidesat sin handlepligt efter habitatdirektivet ved at have undladt at sikre naturtyper og levesteder imod naturens udvikling, og at det ikke kun er klinten, men det udpegede Natura2000 område som helhed, som skal bevares imod naturens udvikling, så beskyttet natur og levesteder ikke forsvinder helt eller delvist. De tiltalte har anført, at de handlinger, der er beskrevet i anklageskriftet, må karakteriseres som naturbeskyttelsesforanstaltninger, og at den omstændighed, at myndighederne ikke har taget initiativ til at få dem fjernet, er udtryk for, at myndighederne finder handlingerne relevante og egnede til at sikre Natura2000 området i forhold til udpegningsgrundlaget.

Det fremgår af den gældende Natura2000 plan, at der er tale om et areal på 292 hektar, hvoraf 20 er statsejet. Udpegningsgrundlaget fremgår af punkt 2.1 og målsætningerne fremgår af punkt 3, 3.1 og 3.2. Modstridende naturinteresser er berørt i punkt 3.3. Efter bevisførelsen lægges det på grundlag af oplysningerne i Natura2000 planen og den af vidnet V10 afgivne forklaring til grund, at ingen af sommerhusene var beliggende i Natura2000 området, og at udpegningsgrundlaget efter Natura2000 planen på den for sagen relevante strækning alene var klinten og en del af stranden ved klintfoden. Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at statuere, at de danske myndigheder har administreret i strid med Natura2000 planens udpegningsgrundlag på den berørte strækning. Retten har herved lagt vægt på oplysningerne i punkt 3.1 og 3.2 i Natura2000 planen, hvoraf blandt andet fremgår, at der skal sikres veludviklede vandreklitter og kystklinter i fri dynamik, samt på den af vidnet V10 afgivne forklaring om naturtypen "kystklint". Det bemærkes herved, at der efter bevisførelsen ikke er grundlag for at statuere, at der i den del af Natura2000 området, der er omfattet af sagen, foreligger modstridende naturinteresser, som beskrevet i Natura2000 planens punkt 3.3.

Der er allerede derfor ikke grundlag for at frifinde de tiltalte med henvisning til, at de danske myndigheder har tilsidesat sin handlepligt ved administrationen af Natura2000 området. Retten finder i øvrigt ikke, at de handlinger, de tiltalte er fundet skyldige i, ville have været straffri, selvom det måtte antages, at de danske myndigheder havde administreret i strid med Natura2000 udpegningen.

De tiltalte har til støtte for frifindelsespåstanden endvidere påberåbt sig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om beskyttelse af ejendomsretten og præmis 135 og 136 i sagen "Case of Öneryildiz v. Turkey" i Den Europæiske Menneskerrettighedsdomstols dom af 30. november 2004. Retten finder, at den påberåbte afgørelse omhandler andre problemstillinger end dem, der er til pådømmelse i denne sag. Retten finder derfor ikke, at den handlepligt, som domstolen omtaler i præmis 135 og 136 kan overføres til en situation, hvor sommerhuse var i fare for at styrte i havet på grund af naturens gang.

Anklagemyndigheden har ikke bestridt, at de EU-retlige regler og principper, de tiltalte har påberåbt sig til støtte for frifindelsespåstanden, er direkte anvendelige i retsforholdet mellem det offentlige og de tiltalte. Retten skal også anvende disse regler og principper ved sagens afgørelse.

Retten finder ikke grundlag for at statuere, at de danske regler om kystbeskyttelse, naturbeskyttelse og klitfredning er i strid med de europæiske menneskerettigheder og principper for pålæggelse af strafansvar, hvorfor der heller ikke er grundlag for at frifinde de tiltalte med henvisning hertil. Proportionalitetsprincippet er også gældende i dansk ret og kommer i denne sag til udtryk ved vurderingen af sammenhængen mellem de strafbare handlingers karakter og den idømte straf.

Herefter, og idet det af de tiltalte i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, er der ikke grundlag for at frifinde de tiltalte med henvisning til fællesskabsrettens regler og principper, ligesom der ikke er anledning til at foretage en præjuridiciel forelæggelse for EU-Domstolen af de EU-retlige spørgsmål, der har været til pådømmelse. Det bemærkes herved, at Vestre Landsret i afgørelsen TFK 2019 side 1039 har haft mulighed for at træffe bestemmelse om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvis landsretten havde fundet grundlag for det. Det kan ikke føre til et andet resultat, at landsrettens dom ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt området også var udpeget som Natura 2000 område. Det bemærkes også, at retten i henhold til den danske retsplejelov ikke er sidste instans for prøvelsen."

 Fristen for at anke dommen til Vestre Landsret er 14 dage, som regnes fra domsafsigelsen.

Til top Sidst opdateret: 14-02-2020 
Retten i HjørringseperatorSct. Knuds Park 8seperator9800 HjørringseperatorTelefon: 99685600seperatorEmail: hjorring@domstol.dk