Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Nævning/Domsmand 

Praktiske oplysninger til dig, der er nævning/domsmand ved Retten i Glostrup
 

Indhold

 

Hvordan bliver du indkaldt til retsmøde?
Hvis du bliver forhindret
Mød til tiden

Hvis du bliver forsinket

Du har pligt til at møde, når du bliver indkaldt

Hvor tit bliver du indkaldt til retsmøde?

Hvor længe varer et retsmøde?

Hvor er retten?

Når du ankommer til retten

Kan du få mad, når du skal være i retten hele dagen?

Får du penge for at være domsmand

Hvis du skal have ferie eller være bortrejst i længere tid

Hvis du flytter adresse eller får nyt telefonnummer – privat eller på arbejde

Hvis du flytter til en adresse uden for retskredsen

Kan du blive fritaget fra at være domsmand

Hvis du får nyt arbejde – udelukkelse fra at være domsmand

Hvis du selv bliver part eller vidne i en sag, der skal behandles ved Retten i Glostrup

Henvendelser til retten fra domsmænd sker til

Har du flere spørgsmål?

Alt nedenstående gælder for domsmænd og for nævninger.

Hvordan bliver du indkaldt til retsmøde?

Indkaldelser til retsmøder og andre meddelelser fra retten til dig sendes med digital post. Du modtager meddelelsen i din e-boks eller via borger.dk.

Hvis du er fritaget for at modtage digital post fra det offentlige, vil du fortsat modtage indkaldelser fra os med posten.

I e-boks og på borger.dk kan du sætte din profil op, så du får besked på din private mail, når du har fået digital post fra det offentlige.

Du vil normalt blive indkaldt med mindst 2 ugers varsel. Du behøver ikke at kvittere for indkaldelsen. Vi regner med, at du kommer, hvis du ikke melder afbud. Det er derfor meget vigtigt, at du husker at melde afbud, hvis du er forhindret.

Du kan blive indkaldt med kortere varsel, og du kan undtagelsesvis blive indkaldt pr. telefon.

Tilbage til  Indhold

 Hvis du bliver forhindret

Hvis du med kort varsel bliver forhindret i at møde på det tidspunkt, hvor du er indkaldt, skal du ringe til tlf. 41 14 57 93. Denne telefon er åben i al fald fra kl. 8.00 til kl. 15.00. Udenfor dette tidsrum kan der lægges besked på telefonsvareren. Du skal i så fald oplyse dit navn, datoen og tidspunktet for retsmødet eller retsmøderne, og nummeret på den sag eller de sager, du er indkaldt til.

Hvis du allerede, når du modtager indkaldelsen, ved, at du er forhindret, kan du ringe til tlf. 43231430. Du kan også sende en mail til domsmand.glo@domstol.dk (skriv ”Domsmand afbud” i emnefeltet, og husk venligst at skrive både sagsnummer og mødetidspunkt – flere sagsnumre og tidspunkter, hvis du er indkaldt til flere sager samme dag). 

Du kan i stedet skrive afbud på indkaldelsen og sende den retur til retten med posten. 

Det er vigtigt, hvis du melder afbud, at du oplyser, hvis du er indkaldt til flere sager samme dag.  

Tilbage til  Indhold

 Mød til tiden

Du bliver indkaldt til at møde lidt før retsmødet skal begynde, fordi dommeren skal lige nå kort at orientere dig om sagen. 

Det er rigtig vigtigt, at du møder til det tidspunkt, du er indkaldt til. Hvis du er forsinket, sidder den anden domsmand, anklageren, forsvareren, den tiltalte, flere vidner og dommeren og venter. De vil ofte også have andre aftaler i løbet af dagen, som de får vanskeligt ved at overholde, hvis den første sag bliver forsinket.  

Tilbage til  Indhold

 Hvis du bliver forsinket

Hvis S-toget er forsinket, eller der er trafikprop, så du ikke kan nå frem til det klokkeslæt, du er indkaldt til, så ring til retten tlf. 43231430, og fortæl om forsinkelsen og hvornår du forventer at være fremme. Derved sparer du retten for ulejlighed med at indkalde en reservedomsmand. 

Det er vigtigt, at du holder din mobiltelefon åben, indtil du når frem til retten. Hvis du ikke er mødt til tiden, vil rettens domsmandskoordinator nemlig forsøge at kontakte dig for at høre, om du er på vej, inden hun indkalder en reservedomsmand.  

Tilbage til  Indhold

 Du har pligt til at møde, når du bliver indkaldt

Du har pligt til at møde i retten, når du bliver indkaldt. Efter retsplejelovens § 85 kan en domsmand straffes med bøde, hvis han udebliver uden rettidigt at have givet besked om en gyldig grund.  

Tilbage til  Indhold

 Hvor tit bliver du indkaldt til retsmøde?

Du vil normalt blive indkaldt 3 – 4 gange om året.  

Tilbage til  Indhold

 Hvor længe varer et retsmøde?

Nogle retsmøder varer få timer. Andre varer flere dage. Du vil normalt blive indkaldt til en hel dag, og så kan det være, at du skal deltage i flere retsmøder. 

Hvis en sag varer flere dage, bliver du naturligvis indkaldt til alle dagene. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du kan møde alle dagene.

                                                                                                             Tilbage til  Indhold

 Hvor er retten?

Adressen er Stationsparken 27, 2600 Glostrup. 

Det tager 5 minutter at gå fra Glostrup station og busholdeplads. 

Du kan se kørselsvejledning her 

Der mange gratis parkeringspladser uden tidsbegrænsning ved retten. De ligger bag den buede bygning. HUSK, at parkering mellem bygningerne er tidsbegrænset til 3 timer. Se nærmere her.

Tilbage til  Indhold

 Når du ankommer til retten

Når du ankommer til retten, skal du henvende dig i domsmandskontoret, som du finder på første sal lige overfor trappe og elevator. Hvis du er i tvivl, første gang du møder, skal du blot henvende dig ved Informationsskranken lige inden for hovedindgangen.  

Tilbage til  Indhold

 Kan du få mad, når du skal være i retten hele dagen?

Der er normalt en kande frisklavet kaffe til domsmændene i voteringsværelset. Desuden har retten en kaffeautomat og en automat med snacks.

Men retten har ikke nogen kantine. Der er flere spisesteder inden for 10 minutters gang fra retten. Og vi har køleskab, hvor du kan opbevare en madpakke.  

Tilbage til  Indhold

 Får du penge for at være domsmand

Du får udbetalt honorar for hver dag, du er borte fra hjemmet for at være domsmand. Honoraret er pr. december 2011 1.100 kr. Det er uden betydning, om retsmødet kun har varet ½ time, eller om du skal være i retten til ud på aftenen. 

Du får desuden betalt rejseudgifter for transporten mellem din bopæl og retten – eventuelt mellem dit arbejdssted og retten, hvis du kommer fra arbejdspladsen. Du skal derfor være forberedt på at oplyse, hvor mange km, du har kørt for at komme til retten, eller hvor mange zoner, du skal betale for at køre med tog eller bus.  

Tilbage til  Indhold

  Hvis du skal have ferie eller være bortrejst i længere tid

Hvis du skal holde ferie, hvis du skal på længerevarende studie- eller arbejdsrejse, hvis du skal være sygemeldt i længere tid, eller hvis du af andre grunde bliver forhindret i at møde som domsmand i en periode, vil det være en hjælp, hvis du giver besked til retten, så vi ikke indkalder dig til at møde i den periode, hvor du er forhindret.

 Send en mail til domsmand.glo@domstol.dk, eller ring eventuelt til 43231430 (bedst mellem 10 og 15, for telefonen er travl om morgenen).  

Tilbage til  Indhold

 Hvis du flytter adresse eller får nyt telefonnummer – privat eller på arbejde

Det er vigtigt, at vi kan finde dig, når vi skal indkalde dig til et retsmøde, eller hvis vi skal aflyse en sag. Derfor beder vi dig om, at du husker at sende os besked, hvis du får ny adresse, nyt telefonnummer hjemme, på arbejde eller på mobilen, eller hvis du får ny mailadresse. Send en mail til domsmand.glo@domstol.dk.  

Tilbage til  Indhold

 Hvis du flytter til en adresse uden for retskredsen

Retskredsen består af følgende kommuner:

§      Albertslund
§      Ballerup
§      Brøndby
§      Gladsaxe
§      Glostrup
§      Herlev
§      Hvidovre
§      Høje Taastrup
§      Ishøj
§      Rødovre
§      Vallensbæk

Hvis du flytter til en adresse uden for en af disse kommuner, kan du blive fritaget for hvervet som domsmand ved Retten i Glostrup.

Hvis du ønsker at blive fritaget, skal du skrive til Præsidenten for Østre Landsret, Bredgade 59, 1260 København K.

Du er også velkommen til at fortsætte som domsmand ved Retten i Glostrup. Du skal være opmærksom på, at du ikke får dækket rejseudgifter til en fast bopæl uden for retskredsen. Du får således kun dækket rejseudgifter fra retskredsgrænsen til retten, max. 20 km hver vej.

                                                                                                             Tilbage til  Indhold

 

Kan du blive fritaget fra at være domsmand

Det er et borgerligt ombud at være domsmand. Det betyder, at du ikke bare kan blive fri. 

Efter retsplejelovens § 71 kan følgende dog anmode om at blive fritaget for hvervet som domsmand:

§      Folketingets medlemmer og dets tjenestemænd
§      tjenstgørende militærpersoner
§      told- og postvæsenets tjenestemænd, faste brandfolk samt de ved
jernbaner, telegrafer og telefoner ansatte personer,
§      læger og jordemødre,
§      lodser,
§      sagkyndige, der er beskikket efter § 92 i retsplejeloven eller efter § 172 i lov om social service, og lægdommere ved boligretterne,
§      de, som er fyldt 60 år,
§      de, som på grund af deres helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten,
§      de, som har taget bopæl i en anden kreds end den, for hvilken deres udtagelse gælder.

Hvis du ønsker at blive fritaget, skal du skrive til Præsidenten for Østre Landsret, Bredgade 59, 1260 København K. 

                                                                                                             Tilbage til  Indhold

  

Hvis du får nyt arbejde – udelukkelse fra at være domsmand

Nogle mennesker er udelukkede fra at være nævning og domsmænd på grund af deres arbejde.

Det gælder efter retsplejelovens § 70:

Ministre,

Ansatte i ministeriers departementer og ansatte chefstillinger i de under departementerne hørende underordnede myndigheder,

Ansatte ved domstolene og i politiet, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeriets område,

Advokater og advokatfuldmægtige og

Præster i folkekirken og andre trossamfund.

 

Hvis du skifter arbejde, så du (muligvis) er omfattet af en af disse grupper, skal du give retten besked. Skriv til domsmand.glo@domstol.dk, eller ring evt. til tlf. 43231430.  

Tilbage til  Indhold

 Hvis du selv bliver part eller vidne i en sag, der skal behandles ved Retten i Glostrup

Dommerne ved Retten i Glostrup kan blive inhabile, hvis retten skal behandle en sag, hvor en af vore domsmænd er part eller vidne. Det betyder, at vore egne dommere ikke må behandle sagen, og at vi skal bede om, at en dommer fra en anden ret skal komme og behandle sagen.

Vores system fanger ikke automatisk, om en domsmand bliver part. Og vi har over 1.000 domsmænd, så vi kan ikke huske alle navne.

Derfor bør du orientere retten, det vil sige dommeren, i den sag, du er part i, om, at du også er domsmand, så dommeren får mulighed for at tage stilling til, om dommeren må behandle sagen.  

Tilbage til  Indhold

 Henvendelser til retten fra domsmænd sker til

Retten i Glostrup
Stationsparken 27
2600 Glostrup
domsmand.glo@domstol.dk
tlf. 43231430

Det er kun domsmænd, der kan benytte dette telefonnummer og denne mailadresse.  

Tilbage til  Indhold

 Har du flere spørgsmål?

Du kan ringe til retten, og du kan altid spørge den dommer, som skal deltage i retsmødet sammen med dig.  

Tilbage til  Indhold

Til top Sidst opdateret: 17-01-2019 
Retten i GlostrupseperatorStationsparken 27seperator2600 GlostrupseperatorTelefon: 43231400seperatorEmail: glostrup@domstol.dk