Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

En autorisation som bobestyrer ved Retten i Glostrup er ledig 
09-07-2019 

En autorisation som bobestyrer i medfør af dødsboskiftelovens § 11, stk. 1, er ledig ved Retten i Glostrup.

Autorisationen som bobestyrer er personlig og kan ikke overdrages. Hvervet kan kun søges af advokater, som udøver advokatvirksomhed. Autorisationen medfører pligt til at behandle dødsboer, som skifteretten i medfør af dødsboskifteloven udleverer til behandling ved bobestyrer.

Autorisationen meddeles for en periode på 10 år. En meddelt autorisation forlænges efter ansøgning for en ny 10-årig periode uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Ansøgning herom skal indgives til byretspræsidenten senest 1 år inden udløbet af den meddelte autorisation.

Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse af nr. 10096 af 18. december 2018 om antagelse af autoriserede bobestyrere meddelt, at det afgørende hensyn ved antagelse af en autoriseret bobestyrer er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med skiftebehandling, herunder i særlig grad om ansøgeren har erfaring med behandling af dødsboer, om ansøgeren har gennemgået eller agter at gennemgå et efteruddannelseskursus i dødsbobehandling, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit hidtidige virke som advokat. Endvidere kan hensynet til den geografiske spredning af bobestyrere i retskredsen tillægges betydning ved antagelsen. Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerne.

Se i øvrigt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 808 af 29. juni 2011 om bobestyrere og bekendtgørelse nr. 1631 af 18. december 2018 om ændring af bekendtgørelse om bobestyrere.

Når ansøgningsfristen er udløbet, sender præsidenten ved Retten i Glostrup ansøgningerne med sin indstilling til præsidenten for Østre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Justitsministeriet.

Justitsministeriet indhenter samtykke fra de indstillede advokater til at indhente oplysninger og indhenter herefter en udtalelse fra Advokatrådet, Civilstyrelsen og fra vedkommende politidirektør samt oplysninger fra Kriminalregisteret. Justitsministeriet foretager partshøring af ansøgerne over indstillingerne og oplysninger, inden ministeriet træffer afgørelse i sagen.

Ansøgningen skal stiles til Justitsministeriet og sendes til Retten i Glostrup – gerne på sikker mail på adm.glo@domstol.dk. Ansøgningsfristen udløber den 16. august 2019.

Til top Sidst opdateret: 09-07-2019 
Retten i GlostrupseperatorStationsparken 27seperator2600 GlostrupseperatorTelefon: 43231400seperatorEmail: glostrup@domstol.dk