Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

75 årig varetægtsfængslet for chikane af naboer 
27-09-2019 

En 75 årig mand blev varetægtsfængslet for igennem en længere periode at have overtrådt et tilhold om ikke at opsøge sine naboer.

Sagsnummer: GRL-12628/2019

Sagen kort fortalt

Politiet meddelte i juni 2018 en 75årig mand fra Ballerup et tilhold med forbud mod at henvende sig til naboerne på nogen måde.

Naboerne, som boede i dobbelthus med en 75årige, anmeldte herefter løbende til politiet, at den 75årige systematisk udøvede chikane mod dem. Der var tale om 60 forhold i perioden fra juni 2018 indtil den 20. september 2019

Chikanen bestod ifølge anmeldelserne blandt andet i, at den 75årige tændte en skarp projektørlampe og vendte den mod naboens soveværelse, startede sin græsslå­ma­skine uden for naboens soveværelse, gentagne gange slog på et kloakdæksel uden for naboens soveværelse og borede med en slagboremaskine i væggen op til naboens soveværelse. Alle episoderne foregik om natten.

Politiet har anholdt den 75årige og sigtet ham for at have overtrådt tilholdet. Den 75årige blev fremstillet i grundlovsforhør. Han nægtede sig skyldig. Han forklarede, at naboerne for et par år siden havde foretaget en større renovering af deres del af ejen­dommen, og at han havde følt sig stærkt gereneret af larmen fra denne renovering.

Dommens resultat

Den 75årige blev varetægtsfængslet, idet dommeren vurderede, at der var en begrundet mistanke om, at den 75årige havde overtrådt det meddelte tilhold i mange tilfælde, og fordi der var risiko for, at han på fri fod ville fortsætte med at overtræde dette tilhold.

Den 75 årige er nu varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling i foreløbig 14 dage, og retten har bestemt, at han skal mentalundersøges.

Den 75 årige kærede rettens afgørelse om varetægtsfængsling til Østre Landsret, som stadfæstede afgørelsen.

Afgørelsesdato

Kendelsen blev afsagt af Retten i Glostrup den 25. september 2019.

Til top Sidst opdateret: 27-09-2019 
Retten i GlostrupseperatorStationsparken 27seperator2600 GlostrupseperatorTelefon: 43231400seperatorEmail: glostrup@domstol.dk