
Velkommen til Retten på Frederiksberg.
Retten på Frederiksberg er en af landets 24 byretter. Retten behandler alle slags retssager, herunder civile sager, straffesager samt dødsbo- og ægtefælleskifter og fogedsager.
Retskredsen omfatter Frederiksberg kommune samt visse dele af Københavns kommune (Bispebjerg-Brønshøj Provsti, Valby-Vanløse Provsti og Sydhavn Sogn).
Der bor i retskredsen ca. 275.000 personer.
Rettens personale består af en præsident og 12 øvrige dommere samt et nogenlunde tilsvarende antal øvrige jurister og ca. 80 kontor- og servicemedarbejdere.
Retten har, siden den blev etableret i 2007, brugt mange kræfter på opbygningen af en helt ny, effektiv organisation. Opgaven må siges at være lykkedes. Embedets effektivitet (produktivitet) er således p.t. den største i landet. Retten afgør hvert år flere og flere sager pr. medarbejder, men det kan desværre ikke altid ses på sagsbehandlingstiden, fordi retten samtidig modtager væsentligt flere sager end tidligere på grund af finanskrisen Der er derfor desværre gennem de seneste år skabt en ophobning af sager, som dog heldigvis er under afvikling.
Rettens produktivitet belastes af det forhold, at embedet indtil videre er beliggende 2 steder i København, med deraf følgende betydelig spild af tid og ressourcer på postomdeling, dobbeltadministration mm. Retten har således p.t. til huse henholdsvis på
· Howitzvej 30-32, Frederiksberg (hvor informationsafdelingen og notaren, en retssektion (I), skifteafdelingen samt rettens administration er beliggende), samt på
· Blegdamsvej 6, Nørrebro (hvor der er placeret en yderligere retssektion (II) samt embedets fogedafdeling).
Retten på Frederiksberg er i øvrigt én af de byretter, som anvender relativt færrest ressourcer på administration og ledelse. Dette finder jeg meget tilfredsstillende, i og med at de anvendte, begrænsede ressourcer på ledelse mm. ikke giver sig udslag i manglende produktivitet.
Inden for de kommende ca. 1½ år opføres en tilbygning til domhuset på Howitzvej 32, således at rettens personale herefter samles på én adresse. Det nye domhus er tegnet af det kendte danske firma 3XN arkitekter i samarbejde med Lemming & Eriksson samt Steven Scott. Huset opføres i samarbejde med entreprenørfirmaet Pihl & Søn. Der bliver tale om en meget spændende bygning, set både ud fra en arkitektonisk som en funktionel synsvinkel. Der er således lagt stor vægt på at skabe et moderne domhus, der lever op til nutidens krav om sikkerhed for vidner, lægdommere og andre af rettens besøgende.
Torben Goldin
Retspræsident