Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Lange fængselsstraffe, konfiskation og udvisning for bestandigt for omfattende narkotikakriminalitet 
15-05-2018 

9 tiltalte er fundet skyldige i enten at have indsmuglet, modtaget, besiddet, opbevaret eller videreoverdraget store mængder amfetamin, kokain og skunk eller at have medvirket hertil.

Retten på Frederiksberg har den 14. maj 2018 afsagt dom i en sag, hvor 9 mænd var tiltalt for bl.a. indsmugling, produktion og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af store mængder euforiserende stoffer, herunder ikke under 45 kg amfetamin, 5 kg kokain og 210 kg skunk.

Anklagemyndighedens bevis har omfattet en betydelige mængde aflyttede samtaler, en række politiagenters observationer samt effekter fundet i forbindelse med hemmelige ransagninger og anholdelserne, herunder euforiserende stoffer, regnskaber og store kontantbeløb.

T1, der er 44 år og fra Montenegro, blev fundet skyldig bl.a. i medvirken til videreoverdragelse af 1.500 gram kokain og indsmugling af 210 kg skunk og blev straffet med fængsel i 7 år og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

T2, der er 30 år og fra Montenegro, blev fundet skyldig bl.a. i at have videreoverdraget 33,2 kg amfetamin og 2,6 kg kokain, at have indsmuglet 1,5 liter amfetaminolie og 210 kg skunk og besiddelse af yderligere ca. 2,5 kg. kokain og blev straffet med fængsel i 14 år og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

T3, der er 40 år og fra Montenegro, blev fundet skyldig bl.a. i medvirken til videreoverdragelse af 33,2 kg amfetamin og 1,4 kg kokain, indsmugling af 1,5 liter amfetaminolie og 210 kg skunk og besiddelse af yderligere ca. 2,5 kg. kokain og blev straffet med fængsel i 13 år og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

T4, der er 36 år og fra Ishøj, blev fundet skyldig bl.a. i at have modtaget og videreoverdraget 1,5 kg kokain samt for vidnetrusler og blev straffet med fængsel i 5 år 6 måneder.

T5, der er 48 år og fra Langeland, blev fundet skyldig bl.a. i at have modtaget ikke under 800 gram kokain og 15,7 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse samt medvirken til indsmugling af 210 kg skunk og blev straffet med fængsel i 10 år.

T6, der er 35 år og fra Langeland, blev fundet skyldig i bl.a. besiddelse af et oversavet haglgevær og medvirken til at have modtaget samt opbevaring af ikke under 800 gram kokain og 15,7 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse samt indsmugling af 210 kg skunk og blev straffet med fængsel i 11 år.

T7, der er 30 år og fra Fyn, blev fundet skyldig i at bl.a. indsmugling af 3 kg kannabisprodukter og indbrudstyveri og blev straffet med fængsel i 8 måneder.

T8, der er 29 år og fra Fyn, blev fundet skyldig i indsmugling af 3 kg kannabisprodukter og blev straffet med fængsel i 6 måneder.

T9, der er 42 år og fra Frederiksværk, blev fundet skyldig bl.a. i at have modtaget og videreoverdraget 17,5 kg amfetamin og 300 gram kokain og blev straffet med fængsel i 9 år og frakendt retten til at virke som dørmand samt retten til at udøve vagtvirksomhed eller at have adgangskontrollerende funktion.

Hos de tiltalte blev konfiskeret beløb på mellem 7.500 kr. og 332.750 kr., samt en række effekter, herunder en byggegrund og et Audemars Piguet herreur som skønnet udbytte. Derudover blev der hos T4 beslaglagt et beløb til dækning af sagsomkostninger.

Sagen har ved retten på Frederiksberg været behandlet under sagsnummer SS 8872/2017.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til retspræsident Christian Lundblad, tlf.nr. 99 68 51 11 eller mail
chl@domstol.dk.

Til top Sidst opdateret: 15-05-2018 
Retten på FrederiksbergseperatorHowitzvej 32seperator2000 FrederiksbergseperatorTelefon: 99685000seperatorEmail: frederiksberg@domstol.dk