P R E S S E M E D D E L E L S E
Retten på Frederiksberg, den 21. oktober 2008
Et nævningeting ved Retten på Frederiksberg har i dag afsagt kendelse om skyldsspørgsmålet i den sag, der af pressen har været omtalt som "Terrorsagen fra Glasvej".
Ved kendelsen er de to tiltalte i sagen, A og B, fundet skyldige i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 (der omhandler terrorisme), idet det er fundet bevist, at begge de tiltalte har haft til hensigt at fremstille sprængstof med henblik på at foretage en bombesprængning af et omfang og med de følger og den hensigt, som er angivet i straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og nr. 7, jf. § 21.
Til støtte for afgørelsen har retten bl.a. henvist til,
-
at A og B ved deres anholdelse var i besiddelse af et omfattende materiale omhandlende terroraktioner af forskellig art, herunder henrettelse af gidsler, fremstilling af bomber og iværksættelse af selvmordsaktioner,
-
at A aflagde besøg i Pakistan i 2007, herunder i 2 byer, som er kendte tilholdssteder for al-Quedas ledere og bevægelsens træningslejre, hvorunder A på sin mobiltelefon optog film mm., hvor han sidder med våben i selskab med personer, der også bærer våben,
-
at A selv har forklaret, at han under opholdet i Pakistan i 2007 afskrev en "manual" - en lærebog med opskrifter og anvisninger på fremstilling af flere former for sprængstof og anvisninger på fremstilling af martyrveste og anvendelse af giftstoffer,
-
at A bragte manualen med tilbage til Danmark, idet han ved indrejsen camouflerede den som en ægteskabskontrakt, ligesom han senere på bopælen skjulte den i en sofa,
-
at A og B begge har forklaret, at B efter A's hjemkomst fra Pakistan afskrev dele af manualen omhandlende fremstilling af sprængstof,
-
at det fremgår af en rumovervågning, at A og B har set et filmklip med en al-Quedaleder, hvorunder A udtalte, at "han var med min bedste ven…",
-
at A og B har bekræftet, at de i sommeren 2007 påbegyndte anskaffelse af de ingredienser, der skulle anvendes til fremstilling af det ene af de i manualen omtalte sprængstoffer (TATP),
-
at det fremgår af en videoovervågning af A's lejlighed på Glasvej, at A tilvirkede sprængstoffet under anvendelse af manualen, mens han samtidigt sang en sang om det glorværdige ved martyrdøden,
-
at A fik fremstillet ca. 10 g TATP, og at A og B efter en prøvesprængning i begejstring talte om at lave en bombe på 20 kg, hvorunder A fortalte, hvordan en sådan kan anbringes med sprængstykker i form af kuglelejer stoppet i en vest, ligesom A fortalte om den eventuelle virkning heraf, herunder at der kunne blive tale om flere hundrede dræbte personer, og
-
at det fremgår af en aflytning af A's telefon, at han efter prøvesprængningen anskaffede ph-papir, som han havde undværet ved fremstillingen af de første gram TATP, samt at han rettede forespørgsler og foretog undersøgelser vedrørende "stainless steel", der omtales i manualen.
Retten har overordnet lagt til grund, at A i forhold til B har været den ledende og aktive i forberedelserne og planlægningen af, hvad der skulle ske, men at B har deltaget på en sådan måde, at han må anses at være vidende om formålet med indkøbene af ingredienserne til sprængstoffabrikationen, ligesom B har været indstillet på at medvirke til udførelsen af en terrorhandling på samme måde som A.
*
Ved rettens efterfølgende dom i sagen er A anset med en straf af fængsel i 12 år og B med en straf af fængsel i 7 år. B er tillige udvist af Danmark for bestandig.
A ankede straks dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, mens B udbad sig betænkningstid.