Dagbladet BT har i en artikel- og billedserie beskrevet den tidligere tv læge Jannie Helles møde i fogedretten mandag i denne uge, hvor retsmødet måtte holdes i gården ved fogedretten på grund af manglende handicaptilgængelighed.
Det er desværre ganske rigtigt, at Retten på Frederiksbergs fogedret ikke er handicaptilgængelig. Fogedretten har til huse i domhuset på Blegdamsvej 6 på Nørrebro – en bygning, der blev opført som domhus i 1866, hvor man bestemt ikke tænkte på, at handicappede også skulle have adgang til retsbygninger.
Vi har beskrevet den manglende handicaptilgængelighed på vores hjemmeside, hvor det også fremgår, at man, hvis dette er et problem, i god tid inden mødet skal henvende sig til retten. I så fald finder vi en løsning, hvor en af fogedrettens medarbejdere tager sagen i rettens bygning på Howitzvej 32 på Frederiksberg, hvor handicaptilgængeligheden er i orden. Henvender man sig – som Jannie Helle – i sidste øjeblik inden mødet, kan dette desværre ikke altid lade sig gøre.
Heldigvis vil den manglende handicaptilgængelighed om få år være historie. Der blev i november 2009 fundet en vinder af arkitektkonkurrencen om en ny tilbygning til Retten på Frederiksbergs ”hovedbygning” på Howitzvej 32 på Frederiksberg. Tilbygningen forventes at stå klar til indflytning i 2012 – og den vil opfylde alle krav til handicaptilgængelighed.
Af artiklen i BT fremgår det endvidere, at Jannie Helle mødte i fogedretten, selv om hun var syg af influenza. Dette behøver man naturligvis ikke at gøre. Bliver man syg, når man skal møde i retten, skal man blot telefonisk orientere retten herom og efterfølgende sende en lægeerklæring som dokumentation for sygdommen. Så finder retten et andet tidspunkt, hvor ens sag kan blive behandlet.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sekretariatschef Ulla Otken på telefon 21 64 69 78.