Hop til indhold
domstol.dk

Dom i sag om mishandling af børn 
16-01-2012 

Retten på Frederiksberg har den 13. januar 2012 afsagt dom i en sag, hvor en 41-årig mand er fundet skyldig i mishandling af sine 2 børn og tidligere ægtefælle og idømt fængsel i 2 år.
 

Den 41-årige var tiltalt for over en periode fra 2002 til 2010 i hjemmet i Valby at have udøvet vold mod sin tidligere ægtefælle og for at have mishandlet sine 2 børn, født henholdsvis 2001 og 2003, ved at tildele dem lussinger og slag, samt fra 2006 at have tildelt det ældste barn slag med bælte med nitter.

Han var endvidere tiltalt for under et ophold i Syrien at have frihedsberøvet sin tidligere ægtefælle og det ældste barn ved at låse dem inde i et koldt rum i ca. 12 timer og for at have udøvet grov vold og mishandling af dem, samt for at have ladet sine 2 børn hænge i kæder fra loftet uden at gribe ind, efter at tiltaltes broder havde hængt dem op.

Sagen blev behandlet af en domsmandsret, hvor den tiltalte ved en enstemmig dom blev fundet skyldig i henhold til anklageskriftet, idet han dog blev frifundet for at have ladet sine børn hænge i kæder fra loftet uden at gribe ind. Han blev endvidere frifundet for at have udøvet grov vold og mishandling af børnene mens de var i Syrien. Retten fandt bevis for at volden var udøvet over flere år, dog ikke fra et så tidligt tidspunkt som fra 2002.

Retten fastsatte straffen til fængsel i 2 år.

Retten bestemte også, at tiltalte, efter at have afsonet sin straf, skal udvises af landet med indrejseforbud i 12 år. Tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 12 år, siden han blev gift med den tidligere ægtefælle og forurettede, som da var 19 år gammel.

Den dømte ankede dommen til frifindelse.

Den dømte blev efter dommen varetægtsfængslet på grund af risikoen for, at han skal unddrage sig straffen og udvisningen.

Sagen har journalnummer SS 1-5830/2011.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Kari Sørensen, tlf.nr. 99 68 51 42 eller mail kars@domstol.dk.

Til top Sidst opdateret: 16-01-2012 
Retten på FrederiksbergseperatorHowitzvej 32seperator2000 FrederiksbergseperatorTelefon: 99685000seperatorFax: 99685001seperatorEmail: frederiksberg@domstol.dk