Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Autorisation af advokatfuldmægtige 

Her kan du læse retningslinjerne for Byrettens behandling af anmodninger om autorisation af advokatfuldmægtige

Registrering/autorisation af advokatfuldmægtig

Advokater må have 2 advokatfuldmægtige/advokater autoriseret under sig ad gangen, jf. retsplejelovens § 135. Ved ansættelsen skal advokaten udstede en fuldmagt til fuldmægtigen, såfremt denne skal give møde på advokatens vegne. Fuldmagten kan både være givet til advokat-fuldmægtige eller advokater, der endnu ikke har opnået møderet for landsretten, jf. retsplejelovens § 136, stk. 4.

Fuldmagten indsendes til den byret, hvor advokaten har kontor, og byretten registrerer fuldmagtsforholdet samt udsteder en autorisation, hvorefter vedkommende er autoriseret med ret til at møde ved domstolene for advokaten. Fuldmagten skal kunne forevises af fuldmægtigen, her-under ved møde i landsretten.  

Det følger af retsplejelovens § 135, stk. 2, sidste punktum, at retterne ved autorisation af advokatfuldmægtige/advokater skal påse, om den pågæld-ende bør nægtes autorisation af de grunde, der er nævnt i retsplejelovens § 121. Efter § 121, stk. 1, kan beskikkelse bl.a. nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, hvis forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve advokatvirksomhed eller gør den pågældende uværdig til den agtelse eller tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.

Af den grund indhenter retten i alle tilfælde oplysninger om fuldmægtigen i Det Centrale Kriminalregister og anmoder om en attestation fra SKAT om eventuel gæld til det offentlige, inden registrering/autorisation finder sted.

Indsendelse af anmodning

Anmodning om registrering/autorisation med bilag skal ske til byretten i den retskreds, hvor advokaten har kontor. Anmodning om autorisation med bilag sendes elektronisk til adm.frb@domstol.dk. Anmodningen skal være vedlagt følgende dokumenter og må kun vedrøre én advokat-fuldmægtig pr. mail:

  • Fuldmagt fra advokaten (principalen) til fuldmægtigen.
  • Dokumentation for bestået dansk juridisk kandidateksamen, jf. dog retsplejelovens § 135 a. Det skal fremgå, fra hvilken dato fuldmægtigen er blevet kandidat eller en forhåndsgodkendelse fra universitetet, hvor både censor og vejleder har underskrevet, og som er vedlagt dokumentation for, at kandidateksamen ved indlevering af speciale er bestået.
  • Advokatbestalling for en advokat, der endnu ikke har opnået møderet for landsretten, og som ønsker autorisation under en advokat med møderet for landsretten.
  • En underskrevet samtykkeerklæring til at indhente straffeattest fra Kriminalregisteret. Erklæringen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og personnummer for fuldmægtigen. Det skal fremgå, at den pågældende giver tilladelse til, at byretten indhenter straffeattest i forbindelse med behandlingen af ansøgning om registrering/autorisation som advokatfuldmægtig med henvisning til § 22 i bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret). Det bemærkes, at ny samtykkeerklæring tillige skal indsendes ved skifte til anden advokat (principal).
  • En skatterestanceattest med oplysning om, hvorvidt den pågældende har betydelig forfalden gæld til det offentlige, jf. retsplejelovens § 135, stk. 2, jf. § 121, stk. 3. Attesten skal rekvireres fra SKAT via www.skat.dk.

Det er advokaten og fuldmægtigens ansvar, at anmodning om autorisation vedlagt bilag jf. ovenfor, fremsendes således, at retten modtager det til autorisation senest én måned efter ansættelsen. Fuldmagtsforholdet registreres ved modtagelsen af anmodning, men autorisation til at møde som fuldmægtig ved domstolene foreligger først ved rettens udstedelse af autorisation. Advokatfuldmægtigen må således ikke give møde i retten, før autorisation er meddelt af retten. Kravet om 3 års praktisk juridisk virksomhed for at opnå beskikkelse som advokat, jf. retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 4, beregnes som udgangspunkt ud fra ansættelsesforholdets begyndelse, men der forudsættes en nær tidsmæssig sammenhæng med registreringen af fuldmagten ved byretten, jf. § 119, stk. 3 - typisk ikke mere end 1 måned. 

Det må påregnes, henset til at der skal indhentes straffeattest fra Det Centrale Kriminalregister, at byretten har en sagsbehandlingstid på minimum 10 arbejdsdage.

Ved modtagelse af anmodning om autorisation fremsender retten en kvitteringsmail til afsenderen med bekræftelse på modtagelsen.

Såfremt advokaten (principalen) flytter til anden retskreds, skal der gives besked til byretten, da der skal ske annullation af registreringen samt ny registrering og autorisation udstedes i den nye retskreds.

Ved ophør af ansættelsesforhold

Når ansættelsesforholdet ophører, eller der er opnået møderet for landsretten, skal der ske annullation af autorisationen. Anmodning om annullation sendes elektronisk til adm.frb@domstol.dk. Anmodningen skal indeholde følgende oplysninger: 

  • kopi af autorisationsbrev
  • cpr.nr. på advokatfuldmægtig, samt
  • oplysning om, hvilken dato fuldmægtigforholdet skal annulleres fra

Hvis autorisationsbrev er bortkommet, skal der gives meddelelse fra principalen eller advokatfuldmægtigen herom med oplysning om, hvilken dato fuldmagtsforholdet skal annulleres fra.

Afsluttende bemærkninger

Så snart ansættelsesforholdet er indgået bør virksomheden/principalen indsende anmodning om registrering/autorisation, således at autorisation så vidt muligt foreligger ved tiltræden som advokatfuldmægtig hos principalen.

Byretten indhenter en mere omfattende udskrift fra Kriminalregisteret, end den private attest, der kun vedrører de seneste 5 år. Det bør virksomheden/principalen gøre kandidater opmærksom på.

Alle de dokumenter, som fremsendes til retten skal fremstå utvetydige og originale, for at undgå, at retten skal stille opklarende spørgsmål og anmode om yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen.

Det er muligt hos Civilstyrelsen at opnå forhåndsgodkendelse af andet juridisk arbejde, der kan medregnes til de 3 år, som kræves for at opnå advokatbeskikkelse. 

Fuldmægtig på deltid og/eller med flere principaler

En advokatfuldmægtig kan arbejde på deltid, og perioden for at opnå beskikkelse som advokat kan da blive længere end 3 år.

En fuldmægtig kan være autoriseret hos flere advokater, og fuldmagterne skal da alle være registreret og autoriseret for at have gyldighed.”

Blanketter til brug for ansøgning om autorisation

Dokumenterne kan sendes elektronisk til retten på e-mail adm.frb@domstol.dk.

Til top Sidst opdateret: 20-11-2017 
Retten på FrederiksbergseperatorHowitzvej 32seperator2000 FrederiksbergseperatorTelefon: 99685000seperatorEmail: frederiksberg@domstol.dk