I dag bliver den nye retsbygning i Esbjerg indviet. Det er den første i rækken af sammenflytninger i nye bygninger, som er planlagt i forbindelse med domstolsreformen, hvor 82 byretter den 1. januar 2007 blev samlet til 24. Det er derfor først i dag, at rettens ca. 70 medarbejdere kan blive samlet i én bygning.
”De nye rammer betyder, at vi nu for alvor kan tage fat på arbejdet med at opfylde målene for domstolsreformen. For det er først med samlingen af rettens medarbejdere i dag, at videndelingen kan udmønte sig i en højere kvalitet og en bedre service til gavn for borgeren,” siger Retten i Esbjergs byretspræsident, Margit Laub.
Retten i Esbjerg markerer åbningen af det nye domhus med en reception i dag.
Justitsminister Lene Espersen, Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolf og rettens medarbejdere vil være til stede.
Billeder fra dagen vil være tilgængelige på www.domstol.dk kl. 15.30.