Sagen blev afvist af fogedretten, da K, der ønskede hunden udleveret ikke havde ført bevis for, at ejerskabet til hunden var overgået til hende.
Parterne havde som nævnt købt hunden for fælles midler. I forbindelse med samlivsophævelsen blev hunden hos K. Nogle måneder senere kaldte M hunden til sig og han beholdte herefter hunden hos sig. K krævede nu hunden udleveret fra M. Parterne havde talt om en form for samværsordning vedrørende hunden, men havde ikke kunnet opnå enighed om en sådan ordning.
Fogedretten kan behandle såkaldte umiddelbare fogedforretninger, når sagen har en sådan klarhed at der er grundlag herfor. Når sagen ikke er tilstrækkelig klar vil der skulle anlægges en civil sag.
I den konkrete sag blev sagen forligt ved, at den ene af parterne skulle afgive et bud på det beløb, som vedkommende var indstillet på at betale for hunden. Hvis den anden part ville have hunden skulle vedkommende herefter betale det pågældende beløb til den part, der så ikke fik hunden.
I Danmark betragtes en hund som en løsøregenstand. Det retlige system kan derfor ikke fastsætte samværsaftaler, som kunne tilgodese den af parterne, der ikke får hunden. I visse stater i USA betragtes hunde nærmest som børn, og det er ikke usædvanligt, at retterne i skilsmissesager fastsætter samværsaftaler, se fx følgende historie fra en amerikansk hjemmeside: http://www.animalworldnetwork.com/casofdogandd.html
Det kan i øvrigt diskuteres om, der kan foretages udlæg i hund i sager, hvor hundeejeren er blevet indkaldt i fogedretten i anledning af, at han skylder en kreditor penge. Normalt vil kæledyr være omfattet af retsplejelovens § 515, stk. 1, ifølge hvilken der ikke kan foretages udlæg i genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af kreditors krav. Der vil således muligvis kunne foretages udlæg i en dyr racehund. Udlægget ville i givet fald give kreditor ret til at forlange hunden solgt på en tvangsauktion, hvis skyldneren ikke forinden får betalt sin gæld. Denne situation har så vidt vides ikke foreligget til prøvelse ved domstolene endnu.