Domsafsigelse 16. juni 2011
17-06-2011
En mand på 33 år fra Litauen blev den 19 maj 2011 varetægtsfængslet til den 16. juni 2011, sigtet for blandt andet brugstyveri, kørsel uden kørekort, kørsel i spirituspåvirket tilstand samt indrejse i Danmark i strid med et meddelt indrejseforbud.
I en tilståelsessag blev manden den 16. juni 2011 ved retten i Esbjerg dømt for tredje gang at have stjålet en vogn, kørsel i den brugsstjålne varevogn fra Outrup til Varde uden kørekort og spirituskørsel under kørslen, der endte ved at manden blev standset af politiet med en promille på 1,46 på Nordre Boulevard i Varde. Derudover blev manden dømt for at være ulovligt indrejst i Danmark forud for den 18. maj 2011, selvom han tidligere to gange var udvist af Danmark og ved anholdelsen havde et indrejseforbud gældende indtil den 28. februar 2017.
Manden blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel, udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år. Da manden tidligere var dømt for spirituskørsel, blev han endvidere frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 5 år fra den 3. april 2012. Manden blev dømt til at betale sagens omkostninger. Manden modtog dommen og blev straks fortsat varetægtsfængslet indtil dommen kan fuldbyrdes. Manden var indforstået hermed.